DR1-dokumentaren Svømmestjerner – Under overfladen viser, hvordan en lang række danske stjernesvømmere er blevet fysisk og psykisk syge efter et trænerregime på landsholdet, der byggede på offentlige vejninger og nedladende kommentarer.
Omfanget af svømmere, der har fået spiseforstyrrelser eller på anden måde har lidt af efterdønninger forårsaget af træningsmiljøet, chokerer direktøren i Danske Elitesportsudøveres Forening (DEF), Mads Øland.
- Jeg synes, det, der er foregået, er så groft. Det kan man ikke bare lukke øjnene for.
DEF er elitesportsudøvernes fagforening, og direktør Mads Øland vil gå ind i sagen for at sikre, at eliteatleter ikke skal udsættes for lignende miljøer, som det, der er blevet tegnet i svømmedokumentaren.
- Vi kan jo ikke leve med, at vores atleter bliver behandlet på den måde, og derfor må vi simpelthen bede de forskellige forbund, Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund (DIF) at få styr på det her fremadrettet, siger Mads Øland.
- Det er meget voldsomme ting, man har udsat unge mennesker for. Man skal simpelthen ikke komme ud for det her, bare fordi man godt kan lide at dyrke elitesport og har et talent.
Svigtet af ledelsen
De grove træningsmetoder på svømmelandsholdet foregik ifølge dokumentaren i perioden fra 2003 til 2012 og har haft alvorlige konsekvenser for en række svømmere, der har lidt af angst, depression og spiseforstyrrelser.
DR Sporten har de seneste dage også påvist problemer med spiseforstyrrelser i gymnastik, badminton og atletik.
Ifølge Mads Øland er det ledelsen i de enkelte forbund, DIF og Team Danmark, der har svigtet eliteatleterne.
- Man har jo simpelthen ikke fået uddannet folk godt nok. Man har ikke fået fulgt op på sine politikker eller fået lavet nogle nye. Jeg synes, det er meget problematisk, at vi har og har haft sådan en situation.
De atleter, der har måttet betale den højeste pris på vejen mod medaljer, fortjener, at der bliver gransket nøje i sagen, mener Mads Øland.
- Dem, der har været ude for det her, har et krav på, at man fra idrætsorganisationens side tager stilling til, om det var rimeligt, det, der foregik, og om det skal have konsekvenser for nogen.
Ifølge Dansk Svømmeunions direktør, Pia Holmen Christensen, har man ikke kendt til metoderne brugt af svømmelandstrænerne.
- Det gør mig virkelig ked af det, når jeg hører de her historier, det må jeg bare sige. Der må jeg simpelthen bare lægge mig fladt ned. Det bryder jeg mig slet ikke om at høre, og det er ikke i orden, siger Dansk Svømmeunions direktør, Pia Holmen Christensen.
Læs hele svaret fra Dansk Svømmeunion her.