Sporten er normalt lydløs, men krigen i Ukraine får skakspillerne til at råbe op

Som følge af invasionen er der uro i skaksporten, der har dybe rødder i den russiske kultur.

Flere prominente skaknavne har ytret kritik om Ruslands invasion. (Foto: DADO RUVIC © Ritzau Scanpix)

Den russiske skakspiller Aleksandr Grisjtjuk var stille, efter han ved FIDE Grand Prix i 2022 i Beograd fik spørgsmålet om, hvor lang tid det tog for ham at restituere efter at have spillet et parti skak.

Og så svarede han. På noget helt andet.

Han begyndte at tale om, at han fordømte sit lands angreb på Ukraine og kaldte det 'ekstremt smertefuldt'.

Undervejs gjorde han opmærksom på, at han ikke ville bruge ordet 'krig', da det var forbudt at bringe i russiske medier.

- Jeg støtter og vil støtte Rusland i 99 procent af alle internationale konflikter, men denne gang kan jeg ikke, sagde Aleksandr Grisjtjuk og tilføjede:

- Efter min mening er det, vi gør, meget forkert.

Så var det ligesom slået fast. Og de fleste havde allerede glemt, hvad Grisjtjuk blev spurgt om i første omgang.

Men den russiske spiller er langt fra den eneste, der de seneste uger har gjort noget i et forsøg på at sætte Rusland skakmat. Flere har forsøgt at råbe op i en ellers normalt stille sport.

De tidligere russiske skakspillere Garri Kasparov (tv.) og Anatolij Karpov står på hver sin side, når det kommer til at støtte præsident Putin. Her ses de ved en skakturnering i 2001. (Foto: Marcelo Del Pozo © Scanpix Nordfoto)

Russisk skaklegende kritiserer Putin. Men særligt Nato

I Rusland er skak fortsat en kilde til national stolthed på højde med hockey og ballet.

Derfor har det sandsynligvis gjort en smule ondt i folkesjælen, at det internationale skakforbund, FIDE, har kritiseret krigen, droppet sponsoraftaler med både hviderussiske og russiske virksomheder og frataget Rusland værtskabet for Skakolympiaden, som skulle være spillet i Moskva til juli.

Samtidig har den tidligere russiske verdensmester Anatolij Karpov også fået frataget sin titel som livstidsambassadør for FIDE. Karpov var verdensmester i skak fra 1975 til 1985 og er medlem af den russiske Duma - underhuset af Ruslands føderale forsamling.

Men modstanden stopper ikke ved fratagelsen af Karpovs ambassadørskab. For arvtageren af titlen som verdens bedste skakspiller anno 1985, den russisk skaklegende Garri Kasparov, har også luftet sin kritik mod invasionen af Ukraine.

De færreste med kendskab til den tidligere skakstjerne var nok nødsaget til at gribe fat i skakbordet for ikke at falde ned af stolen, da Kasparov kritiserede Putin. Han er kendt for at være kritisk over for og i opposition til den russiske præsident.

Garri Kasparov var en del af den politiske bevægelse Et Andet Rusland, der skulle agere samlet opposition til præsident Putin. Det lykkedes dog ikke den tidligere skakspiller at blive opstillet som præsidentkandidat i 2007. (Foto: Pedro Nunes © Ritzau Scanpix)

Mere overraskende var det, at Nato også fik et par ord med på vejen fra den nu 58-årige stormester:

- Vi er bogstaveligt talt live-vidner til, at Putin begår folkedrab på en industriel skala i Ukraine, mens den mest magtfulde militæralliance i historien træder til side, skriver Garri Kasparov på det sociale medie Twitter.

I en kæde af opslag kritiserer han Vestens ledere for at lade stå til, mens situationen forværres. De bør skride til handling nu, står det til Kasparov, der ikke længere bor i Rusland.

- Man kan ikke bare se tiden an. Det her er ikke skak. Der er ingen remis, ingen stilstand. Enten ødelægger Putin Ukraine og rammer til sidst Nato med en endnu større katastrofe, ellers falder Putin i Rusland. Han kan ikke blive stoppet med svaghed, skriver Garri Kasparov.

Ifølge den russiske skaklegende er det ikke et spørgsmål om at kunne eller ej. Det er et spørgsmål om ikke at ville reagere militært mod den russiske invasion.

- Ukraine gjorde ikke noget galt. Landet prøver på at slutte sig til den demokratiske verden, der nu er vidner til kriminalitet mod menneskeligheden. Ikke ude af stand. Uden vilje, slutter Kasparov sit skriv og henviser til Vestens defensive strategi.