Stolt sportschef under succes-VM: De andre ser på os og forstår ikke, hvad der foregår

VM i orienteringsløb har været over forventning, men sportschefen tror på endnu flere resultater.

Også til VM i 2016 formåede de danske kvinder at hive en sølvmedalje hjem på sprintstafetten. Fra venstre er det Signe Klinting, Maja Alm og Ida Bobach. (Foto: Jeppe Ruud © Dansk Orienterings-Forbund)

Det kører på skinner for det danske hold til VM i orienteringsløb. Efter tre konkurrencedage har de hentet tre medaljer, og dermed har de allerede opfyldt den målsætning, der blev sat, inden holdet satte kursen mod Estland, hvor VM bliver afholdt. Og sportschefen for holdet, Lars Lindstrøm, er mere end tilfreds.

- Vi har haft et fantastisk VM og er lykkelige over, at vi efter tre konkurrencedage står med tre medaljer. Det er lykkedes at ramme plet på stort set alt, siger han.

Alm har stor andel

En af VM’s helt store oplevelser har været Maja Alm, der har været impliceret i samtlige tre medaljer. En guldmedalje i sprintdisciplinen og en sølvmedalje på langdistance har hun selv stået for, mens hun med hjælp fra tre holdkammerater hev en sølvmedalje i land på sprintstafetten.

- Som sportschef er jeg selvfølgelig stolt over det, som Maja Alm, men også resten af holdet har præsteret, siger han.

Målrettede træningslejre

Som en årsag til succesen peger Lars Lindstrøm på de træningslejre, den danske landsholdstrup har haft op til VM. Hvor mange hold primært mødes og løber sig i form op til en slutrunde, tager danskerne afsted på lejr flere dage ad gangen.

- Vi træner benhårdt og meget, meget målrettet mod VM, så vi kan levere på de få dage, vi er herovre. Det er tredje år i træk, vi tager på træningslejr, og vi er lykkedes med at time det fuldstændigt til VM, siger han.

Underholdende reaktioner

Og de danske resultater er da ikke gået ubemærket hen i Estland, fortæller Lars Lindstrøm.

- De andre nationer kigger på os og forstår ikke helt, hvad der foregår. Det er underholdende. De så, hvor hurtigt vi løb for halvanden måde siden til World Cuppen, og nu er vi meget, meget hurtigere. Da vi var i Finland i slutningen af maj, troede de måske, at de var ligeværdige med Maja Alm. Så ser de herovre til VM, at de ikke er i nærheden. Der tænker de bare: ”Hvordan fanden gør I det?” siger han.

Torsdag og fredag skal de danske løbere i aktion igen. Disse gange går det løs på mellemdistancen, og selvom det ikke er den distance, hvor de danske løbere står stærkest, er sportschefen ikke afvisende over for, at der kan blive tilføjet endnu mere metal til samlingen.

- Resultater har det jo med at avle flere resultater, siger han.

Facebook
Twitter