Stolte danske sejlere er OL-klar: Det kan ikke beskrives

VM i Clearwater har været en kæmpe succes for de danske sejlere Allan Nørregaard og Anette Viborg Andreasen.

Humøret er højt hos sejlerduoen Allan Nørregaard og Anette Viborg Andreasen, og det er forståeligt.

På næstsidstedagen ved VM i Clearwater i USA sejlede de sig nemlig så langt fra konkurrenterne Christian Peter Lübeck og Lin Ea Cenholt Christiansen, at de ikke længere kan hentes i kampen om en OL-billet i Nacra 17-klassen.

Det stærke resultat betød samtidig, at de inden søndagens Medal Race indtager en samlet placering som nummer to, så de, udover at have sikret billetten til Rio til sommer, også ligger i en rigtig god position til at vinde medaljer ved VM.

- Det er bare den lækreste følelse lige nu. Det har været en lang udtagelse med hård kamp, så det er rigtig fedt at komme ud og være færdig med den på toppen. Mest af alt er vi stolte af vores projekt, hvor vi har løftet to både op i verdenseliten på to år, så det er vi rigtig stolte over, siger en glad Allan Nørregaard til DR Sporten.

Skal bide sig fast

Anette Viborg Andreasen og Allan Nørregaards samarbejde er forholdsvis nyt, men selvom de ikke har arbejdet sammen så længe, har de lynhurtigt bidt sig fast i verdenseliten.

Og det er noget de er stolte over.

- Det er første kampagne, jeg har sejlet, og jeg har været så priviligeret at få lov til at sejle med en så erfaren herre som Allan. Det er bare virkelig lækkert at nå vores mål og være med til at gøre det sammen med Allan. Det kan slet ikke beskrives, siger Anette Viborg Andreasen.

- Vi har haft alt fra store bølger til fladt vand og meget vind og lidt vind. Vi har sejlet godt i alle forhold, så det er rigtig fedt, når det lykkes, tilføjer Allan Nørregaard.

Nu handler det om at hænge på, slår de fast.

- Vi vil gerne bide os fast i klassen og vise, at vi har medaljepotentiale til OL, så det er mest af alt at vise til konkurrenterne, at de skal tage os med i beregningen, så det bliver virkelig spændende i morgen, siger Anette Viborg Andreasen.

Allan Nørregaard og Anette Viborg Andreasens VM-skæbne afgøres sent søndag aften dansk tid, hvor Medal Race bliver sejlet.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve