Superligaen med stor e-sportssatsning: 'Vi vil samle generationerne'

Den nye e-Superliga i computerspillet Fifa blev stablet på benene på få måneder, lyder det fra Divisionsforeningen.

I e-Superligaen kommer man blandt andet til at opleve FCKs professionel FIFA-spiller August Rosenmeier og træner for Brøndby, Daniel Barnewitz. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Der er ingen tvivl om, at e-sport er i rivende udvikling både i Danmark og i resten af verden.

Derfor var lysten også stor hos Superliga-klubberne til at være en del af den Fifa-liga, som Divisionsforeningen på vegne af klubberne sammen med Discovery Networks Danmark og Dreamhack har oprettet.

- Der har været kæmpe interesse fra alle Superliga-klubberne. Det kan man også se på den meget korte tid, vi har brugt på at eksekvere projekt, siger Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen.

- Klubberne er ikke nogle særligt store organisationer, så at e-Superligaen er blevet klar på et par måneder viser, hvor kæmpe stor interessen er.

Alle klubberne i Superligaen på nær FC Nordsjælland er med i den nye e-Superliga, ligesom sidste sæsons nedrykkere fra FC Helsingør, Silkeborg IF og Lyngby Boldklub også deltager.

- Vi ved, at der er mange i klubberne, som interesserer sig for e-sport og Fifa, så vi håber, at vi kan levere en samlet til pakke til alle generationer af klubbernes fans, siger Claus Thomsen.

Ny verden for flere klubber

Hvor klubber som Brøndby, FC København og AGF allerede havde taget e-sporten til sig, så er det helt nyt for andre.

En af de er klubber er Superliga-oprykkerne Vendsyssel FF, der i denne sæson spiller første sæson i landets bedste fodboldrække nogensinde. Her glæder man sig til at komme i gang med Fifa-ligaen.

- Det ville vi selvfølgelig rigtig gerne være en del af, og hvis vi kigger kommercielt på det, så er det utroligt spændende, fordi vi rammer en målgruppe, som vi ikke har så mange af på stadion, siger sportsdirektør Mogens Krogh.

Ligaen vil blive tv-transmitteret, og det er én af grundene til, at den nordjyske klub straks var interesseret i projektet.

- Vi kan brande fodboldklubben, fordi det bliver sendt så bredt ud, som det gør. Og hvis vi kan formå at bruge det markedsføringsmæssigt i vores region, så skaber vi en øget interesse omkring Vendsyssel FF, og forhåbentlig får vi flere unge tilskuere til vores kampe, forklarer sportsdirektøren.

Historisk dag for Fifa

Alle klubber skal have mindst to professionelle spillere på deres Fifa-hold. I FC København er en af dem August "Agge" Rosenmeier. Han er Danmarks største stjerne inden for Fifa-spillet og er på kontrakt hos FCK's e-sportssatsning, North.

I 2014 blev han verdensmester i Fifa, og han glæder sig over den nye danske e-sportssatning.

- Det er en historisk dag for dansk Fifa. Først og fremmest er det fantastisk, at der er blevet etableret en struktur herhjemme, som giver os mulighed for at teste vores niveau mod de bedste spillere i Danmark.

- Det er også stort at få Fifa ud til brugerne, som kan se, at der er en masse konkurrence og en masse fuldtidsprofessionelle, som tager det rigtig seriøst. Så det er en rigtig stor dag.

Det giver Daniel Barnewitz, som er træner for Fifa-holdet i Brøndby, ham ret i.

- Jeg har været på Fifa-scenen i fem-seks år, og hvis du havde spurgt mig dengang, så havde jeg ikke turde drømme om det. Så det er rigtig fedt.

- Der har længe været en tendens til fordomme mod gaming, og at det så nu kommer på landsdækkende tv, og det er nogle spillere, man kan se op til – det er bare fedt.

Dårlig timing for FCN

FC Nordsjælland er, som beskrevet, den eneste Superliga-klub, der ikke deltager i Fifa-ligaen. Selvom klubben fra Farum finder projekt spændende, så passer tidspunktet for lanceringen bare dårligt.

- Timingen i det for os er ikke optimal, og derfor har vi lige nu valgt at prioritere andre projekter i og omkring FCN og Right to Dream, som vi allerede er engagerede i, siger administrerende direktør, Søren Kristensen.

- Men vi er positive overfor en e-sportsliga omkring Superligaen, og derfor støtter vi grundlæggende initiativet. Og vi vil spændt følge med fra sidelinjen og holde muligheden åben overfor at blive en del af det senere.

FCN og alle andre kan følge med i e-Superligaen fra 5. november og syv uger frem.

Facebook
Twitter