Supermennesket Casper har med ét ben dykket sig til to verdensrekorder

Ved VM i Serbien har den danske fridykker Casper Marti-Beckmann allerede slået to verdensrekorder for atleter, der mangler et ben.

Fridykkeren Casper Marti-Beckmann er rejst til VM i Beograd som kaptajn for det danske landshold i fridykning. Privatfoto.

Når Casper Marti-Beckmann onsdag hopper i bassinet i Serbien er det med kursen sat mod et vaskeægte hattrick i verdensrekorder.

Den danske fridykker er som kaptajn for det danske landshold i fridykning rejst til VM i Beograd, der slutter i dag, og han svømmer sig allerede i gode resultater.

I to forskellige discipliner har Casper Marti-Beckmann smadret de eksisterende verdensrekorder for atleter med kun ét ben.

For efter et kræftforløb fik Casper Marti-Beckmann amputeret sit højre ben.

Ved VM i Serbien konkurrer han mod fridykkere, der har alle lemmer i behold, men hans nye rekorder gælder for atleter, der ligesom han selv konkurrerer på andre vilkår.

Den danske landsholdskaptajn mærker tydeligt, hvordan konkurrenterne finder inspiration i ham. Hele svømmehallen klappede ad ham, da han bankede de to eksisterende verdensrekorder.

- De synes, at det er meget inspirerende, at jeg kan svømme så langt, som jeg kan. Hvis jeg kan det, giver det andre mod på at fortsætte, at lade være med at give op og få vilje til at kæmpe videre uanset hvad, siger han til DR Sporten.

Først excellerede Casper Marti-Beckmann i disciplinen dynamisk uden finner. Det er en konkurrence, som man kender det i svømmehallen, hvor man tager en dyb indånding og svømmer så langt, kroppen tillader det.

Den tidligere verdensrekord for fridykkere med kun ét ben lød på 90 meter. Danskeren tilbagelagde 103 meter i det serbiske bassin.

- I fridykning skal man være stærk og modstå de udfordringer, der kommer. Man arbejder imod nogle naturlige reflekser i kroppen.

- Det handler om at holde sig fra at trække vejret, selvom kroppen har en naturlig trang til det, siger Casper Marti-Beckmann.

Den anden rekord blev sat med bifinner. De fleste fridykkerne har her en finne på hver fod, mens Casper Marti-Beckmann må nøjes med en enkelt.

Den gamle verdensrekord på 119 meter blev slået markant og lyder nu på 143 meter.

Foreløbigt har Casper Marti-Beckmann slået verdensrekorden i disciplinerne dynamisk uden finne og dynamisk med bifinne. Privatofo.

'Et supermenneske'

Efter et kræftforløb mistede Casper Marti-Beckmann sit højre ben for 14 år siden. Han var meget aktiv og nød at bruge sin krop, men det var ikke længere lige så nemt, som det plejede at være.

- Jeg kunne ikke løbe en tur eller hoppe op på cyklen. Det handlede om at finde en erstatning, og jeg fandt ud af, at sport i vand fungerede godt, selvom jeg havde mistet et ben.

Han forsøgte sig i en periode med at ro kajak, men for tre år siden begyndte han til fridykning, og i dag kan han holde vejret i mere end seks minutter.

- Jeg har altid tænkt, at man skulle være født som et supermenneske, hvis man skulle kunne holde vejret i så lang tid under vand.

- Jeg kan bruge mit mindset og trække på ting fra mit liv, når jeg dykker. Det er en ny måde at blive udfordret på, og det trives jeg i.

Sporten kræver meget fysisk, men samtidig giver den Casper Marti-Beckmann en fornemmelse af ro og afslapning. Den har givet danskeren en stor succesoplevelse og nu også en plads i rekordbøgerne.

Det har vakt stor interesse i den serbiske svømmehal, at Casper Marti-Beckmann har slået verdensrekorder ved mesterskaberne. Privatfoto.

Alligevel er der stadig fuld fart og masser af ambitioner, når fridykkeren frem over hopper i bassinet.

- Verdensrekorder har det med at blive slået. Jeg vil gerne blive endnu dygtigere og lære fra mig.

Onsdag skal Casper Marti-Beckmann konkurrere i disciplinen dynamisk med stor finne. Her har atleter med begge ben to fødder i én svømmefod, mens danskeren har sin venstre fod placeret i den store finne.

Han sigter efter at slå endnu en verdensrekord, men resultatet er ikke alt. Han vil gerne vise alle, at alt kan lade sig gøre. Også selvom man kun har ét ben.

- Du skal ikke sætte dig tilbage og se dig selv som et offer, selvom livet rammer dig. Det kan godt komme som en stor overraskelse, men der er mange muligheder og store succeser, der venter. Uanset hvad.