Sygdomsramt kæmpetalent finder sin redning i gymnastikken

Oliver Funch er gymnastikkens svar på Kasper Dolberg. Han har haft en turbulent tilværelse som ADHD- og adoptivbarn.

Oliver Funch (nederst i højre hjørne) sammen med Teamgym Århus' minidrenge. Foto: Heidi Funch

Den kun 10-årige gymnast Oliver Funch besidder et sjældent og enestående talent. Han formår at levere flere af de samme spring, som landsholdsgymnasterne i teamgym udfører på seniorniveau.

I teorien kunne den unge dreng fra Kolind have deltaget ved EM i Slovenien, hvor Danmark strålede med flere guldmedaljer tilbage i oktober måned sidste år.

Oliver Funch lever og ånder for teamgym. Og måtte den unge atlet undvære gymnastikken i sit liv, ville hverdagen med ADHD ganske enkelt ikke hænge sammen. Livet i skolen er svært med ordblindhed, koncentrationsbesvær og uro i kroppen, og derfor finder det unge stortalent sit ståsted i teamgym, hvor han vokser som både atlet og som menneske.

Fra Colombia til Danmark med bump på vejen

Livet var fra start en hård prøve for Oliver Funch, der er adoptivbarn og født i Bogota i Colombia. Det tidlige liv bød på flere udfordringer for den spæde sydamerikaner.

Olivers adoptivfar Tommy blev alvorligt syg i Colombia og havde kun tre procents chance for overlevelse. Han måtte flyves hjem til Danmark med stor fare for at miste livet. Det var sådan det begyndte - en tumultarisk tilværelse, der kom helt uventet for den nye familie, fortæller Olivers mor, Heidi Funch.

Oliver Funch foran trampolinen hjemme i Kolind. Foto: Heidi Funch

-Vi måtte overlade Oliver til de andre danske familier på hotellet for adoptanter. Jeg skulle også være der for Olivers storebror, og Tommy lå på intensiv i respirator. Det var virkelig synd for Oliver, der lige havde knyttet sig til os. Det var meget voldsomt for sådan en lille dreng.

Heldigvis overlevede Tommy, men sygdommene i familien var ikke ovre. Efter et år, hvor de alle var kommet sig oven på en hård start som ny familie, fik Oliver konstateret MRSA (methicilinresistente stafylokokker, red.). Og det betød, han ikke kunne komme i dagpleje og måtte blive hjemme i længere tid, end hvad godt var, fortæller Heidi Funch.

-Oliver kom først i dagpleje 10 måneder efter, MRSA'en, havde ramt ham. Han var meget bagud med at tale, men kropsligt har han altid været vildt dygtig.

Men hverdagen er svær at få til at hænge sammen for den 10-årige dreng, selvom han kan det meste med sin krop. Ofte kan hovedet ikke finde ro, og Heidi Funch fortæller om dengang, Oliver selv satte ord på det.

-Mor, du ved godt de der vinduer, der ruller ned på en telefon - sådan har jeg det inde i mit hoved.

Teamgyms svar på Kasper Dolberg

Oliver kæmper med balancen i hverdagen, men han er en exceptionel gymnast. Han afviger kraftigt fra normen med sine springevner og er helt afgjort Danmarks bedste i sin aldersgruppe, vurderer Olivers træner i Teamgym Aarhus, Nicolaj Hauge.

-Han springer på højde med de bedste juniorer i landet, og han kan udføre nogle af de samme spring som seniorerne. Han er teamgyms svar på Kasper Dolberg, lyder det fra Nicolaj Hauge, der forsøger at understrege, hvilket ekstraordinært talent, der er tale om.

Oliver Funch (nederst i højre hjørne) sammen med sit hold i Teamgym Aarhus. Foto: Heidi Funch

Oliver startede med gymnastik hos Teamgym Djurs, men her blev han hurtig for god, og det affødte stor utålmodighed hos stortalentet. Han savnede udfordring og ville stoppe med teamgym, hvis han ikke kunne komme til en bedre klub.

-Jeg ville gerne udvikle mig noget mere, fortæller Oliver, der selv opfordrede sin mor til at et klubskifte.

Derfor hopper Oliver i dag med sin mor i bilen to-tre gange om ugen og kører 50 kilometer frem og tilbage fra Kolind for at træne i Aarhus, hvor deres minidrenge lige nu er Danmarks bedste. Og det har været et afgørende skifte for Olivers mentale balance i hverdagen.

Gymnastikken lægger ADHD på hylden

I dag bliver Oliver udfordret på sit sande niveau, og det kan mærkes hos Oliver selv og hjemme i privaten i Kolind.

-Teamgym betyder alt for mig. Det får mig til at slippe af med mine frustrationer, fortæller Oliver Funch.

-Jeg kan tydeligt mærke, når Oliver ikke har været til træning. Til selve træningerne kommer han af med sin indre uro, og han lærer utrolig meget som menneske. Han lærer at glæde sig over de andres præstationer, vigtigheden af fællesskab, og så er han blevet utrolig empatisk ved at dyrke gymnastik, lyder det fra Olivers mor, Heidi.

-Olivers teamgym redder simpelthen hans hverdag.

Man kan se Olivers enorme talent på lørdag ved DM i teamgym, der streames fra klokken 08.20 om morgenen på dr.dk/sporten og frem til 18.30.

Facebook
Twitter