Teamgym-landsholdet hæver barren før EM: 'Vi vil sætte nye standarder'

EM-guld ikke er nok for det danske herrelandshold i Teamgym. Landsholdet vil revolutionere sporten, og den plan søsættes i Portugal i weekenden.

Teamgym-landsholdet vil mere end at vinde EM-guld i Lissabon.

Lørdag afvikles EM i Teamgym i Lissabon. Det er en tilbagevendende sportsbegivenhed hvert andet år, som er højdepunktet for gymnasterne inden for Teamgym, og denne gang kommer de danske herrer for at rykke sporten til nye standarder.

Historieskrivning på fiberbanen

Teamgym består af tre konkurrencedele. To springdiscipliner på henholdsvis fiberbane og minitrampolin samt en rytmisk serie på gulv. Og de danske landsholdsherrer er i verdenseliten i samtlige konkurrenceelementer.

Specielt på fiberbanen kommer vi til at spærre øjnene op som aldrig før. Danmark kommer med noget, der vil chokere samtlige beskuere.

Individuelt har Danmark nogle af de bedste springgymnaster i verden, men det er som hold, vi kommer til at se noget specielt denne gang, fortæller en af landstrænerne Helge Fisker.

- Vi har niveauet til at løfte sværheden på vores holdomgang på bane. Det har landsholdet sat standarden for tidligere. De andre gange, vi har været afsted, har vi altid sat en høj standard. Nu sætter vi en helt ny, siger Helge Fisker.

På fiberbanen kører hver nation tre omgange med seks spring i hver. Man skal udføre en forlæns og baglæns omgang samt en holdomgang. Normalt kører de fleste forlæns som holdomgang, og det er meget særligt, at Danmark kører med to omgange baglæns. Det er en kalkuleret risiko, fortæller Helge Fisker.

- Folk slår øjnene op, når de ser vores holdomgang.

Det samme siger DR’s Teamgym-ekspert Kasper Veje Jakobsen.

- Vi skal glæde os. Der bliver skrevet historie.

- Ved de sidste europamesterskaber var sværheden enormt høj. Der kommer ikke store individuelle rekorder fra Danmark, men det er som hold, vi kommer med noget spektakulært. Det er der, det store skel ligger, lyder det fra Kasper Veje, der selv skulle have været med til EM, men som blev forhindret på grund af en skade.

Hvad er så specielt ved denne revolutionære holdomgang?

I en holdomgang skal alle gymnaster udføre det samme spring. Landsholdet kører i denne forbindelse en såkaldt transomgang, hvilket refererer til den engelske betegnelse ”transition”. Der er nemlig en overgang i springkombinationen, der er utrolig svær rent teknisk, fysisk og mentalt.

Denne overgang betyder, at der er et stort spring i starten og i slutningen – i stedet for ”blot” ét stort spring. Grafisk illustreret skal hver gymnast springe op over tre meter - to gange - i samme springkombination. Og det skal udføres af samtlige seks gymnaster lige efter hinanden, hvis der ikke skal laves fradrag i dommernes pointmæssige vurdering.

Det er en vild udvikling i forhold til de tidligere europamesterskaber, fortæller Kasper Veje.

- I EM 2012 havde Danmark to gymnaster, der gjorde det i konkurrencen på fiberbanen. Det var første gang, man så det i en Teamgym-konkurrence. I 2014 var der tre, der gjorde det. Og i 2016 var der kun én, der lavede transition-spring på grund af skader hos nogle af gymnasterne. Nu kan hele holdet det her. Det er meget fysisk belastende. Man skal være bomstærk for at styre det.

- Overgangen fra det ene store spring til det andet er utroligt krævende, da man ikke bare skal absorbere den energi, man kommer ned med, men man skal samtidig videreføre den. At seks mand skal kunne gøre det på én omgang er helt vildt, og det er et ret stort sats. Individuelt kan de sagtens gøre det, men spørgsmålet er, om de kan gøre det i samme omgang. Det er risikabelt, siger Kasper Veje.

Helge Fisker fortæller, at de allerede vil skabe et festfyrværki i kvalifikationen om torsdagen med deres hidtil usete holdomgang. Det har de besluttet for at se dommernes reaktion på det, og hvordan drengene magter den svære opgave.

- Det motiverer gutterne, at vi kan sætte nye standarder. Det må vi prøve af. Vi har bredden til at gøre det, og vi har arbejdet med mange forskellige scenarier. Vi har drømmescenariet, hvor vi planmæssigt udfører transomgangen på finaledagen, men vi har også en alternativ løsning, hvis vi kan se, det går galt. Det er en del af gamet, og det er drengene forberedt på, fortæller landstræneren

Nye højder på trampolinen

På trampolinen vil Danmark også hæve sværheden til et højere niveau end tidligere. Går kvalifikationen efter planen, så starter danskerne på trampolinen og slutter af på fiberbanen. I denne forbindelse understreger landstræner-teamet, at det er vigtigt at komme godt i gang, så selvom de har eksperimenteret med deres første omgang på trampolinen, så har de valgt en knapt så risikobetonet indledning.

- Vi har valgt at køre en sikker omgang i starten, og så fyrer vi den af derfra. Vi har ellers stilet højere, men vi vil gerne sikkert igennem under forholdene i Portugal, der adskiller sig fra vores normale faciliteter, fortæller Helge Fisker.

Men trampolinen indeholder yderligere to omgange med seks spring i hver, og her ligger landsholdet ikke på den lade side. De vil hæve taget i den portugisiske hovedstad.

- På trampolin har vi fået landet den et godt sted. Vi har en plan, hvor vi gerne vil ende i en finale. Vi kommer allerede med en høj sværhed på anden omgang på triple-rotationerne, så der er nok udfordringer for drengene, lyder det fra landstræneren, der står for springdelen sammen med Lars Nørregaard.

Ved EM i Portugal er der nyt internationalt reglement, hvor der blandt andet er et skærpet fokus på udførsel af spring samt fokus på sikkerheden. Og Danmark kunne i grunden godt skrue ned for sværheden og stadig blive europamester, men her skal der findes en særlig balance, fastslår Helge Fisker.

- Vi har meget dygtige og rutinerede drenge, så vi skal finde balancen i forhold til reglementet og ønsket om at rykke sporten med svære spring. Mange af herrerne har været med til flere EM. Mange har gjort det godt i Danmark – især for Gjelleup Sdr. De besidder en stor rutine i vigtige konkurrencer, og de vil sætte nye standarder.

Hård konkurrence på rytmedelen

Udover de to springdiscipliner skal hver nation lave en rytmisk serie på gulvet. Her har Danmark i mange år været førende i Teamgym, men Norge og - især Sverige – kan også banke en rytmeserie af i verdensklasse. Og netop rytmeserien kan give rigtig mange point til den akkumulerede score, der i sidste ende afgør ens placering i konkurrencen.

Udover rytmen gives der point for springene på fiberbanen og springene på trampolinen.

- Vi forventer rigtig hård konkurrence på rytmedelen. Især fra Norge og Sverige. Det er hundrede procent sikkert, at de er, hvor de skal være i de to lande, når vi taler om rytme. Især Sverige, fortæller Helge Fisker, og det bakkes op af DR's ekspertkommentator Kasper Veje.

- Rytmepunktet har Danmark før skilt sig ud på. Danskerne kommer til at være knivskarpe, tror jeg. Det er nemmere at blive bedre på rytme end at banke op med springene. Så Sverige og Norge kommer til at konkurrere godt på rytme. Vi kommer formentlig til at springe fra dem, vurderer Kasper Veje.

Hvor står konkurrenterne til Danmark?

De danske landsholdsherrer består primært af gymnaster fra Gjellerup Sdr., der er forsvarende dansk mester, samt gymnaster fra Teamgym Århus, Svendborg og Silkeborg.

En virkelig stærk samling, hvor bredden er bedre end nogensinde. Ved EM i Slovenien 2016 vandt Danmark guld. Sverige fik sølv og Norge bronze. Men Norge har taget et ryk, der ændre placeringerne i år.

- Norge kommer stærkere end de sidste par år. Der er kommet en god bred, stærk mængde af seniorherrer. Kampen har de sidste 10 år været mellem Danmark og Sverige, men i år tror jeg at Norge er den største udfordrer til guldet. Alt efter hvor meget de satser, så kan de komme med nye verdensrekorder individuelt på trampolinen. Norges styrke er klart trampolinen. De kan næsten følge med Danmark. Svenskerne er mere et ubeskrevet blad, hvor mange af de gamle, rutinerede drenge ikke stiller op, vurderer Kasper Veje.

- Norge har stærke individualister. De har sindssyg høj sværhed på trampolinen. Svenskerne har haft generationsskifte på nogle pladser, men kommer fra få klubber og kender hinanden ud og ind. De har kørt mange af tingene godt igennem og kan deres ting. Sverige har også kørt internationalt reglement det seneste år. Det har man ikke gjort i Danmark, lyder fra landstræneren, der dog understreger, at det grundlæggende handler om at lande sine spring og levere på gulvet.

EM i Teamgym vises på DRTV lørdag fra klokken 12.00. DR har tre kommentatorer på plads i Lissabon til at speake begivenheden, der bliver velbesøgt i den portugisiske hovedstad. Ekstra billetter er blevet sat til salg efter stor interesse. Kvindelandsholdet går i gang klokken 14.00 og herrernes kamp om guldet starter klokken 16.00.

Facebook
Twitter