Topmøde skal få danskerne til at dyrke mere idræt

Regeringen og de danske idrætsorganisationer afholder topmøde, der skal gøre danskerne mere aktive.

Kronprins Frederik (til venstre) og kulturminister Mette Bock (til højre) deltager i næste uges topmøde om idræt i København. Her ses de to under et dansk eksportfremstød i Japan for to år siden. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det vil være til gavn for det danske samfund, hvis danskerne dyrker endnu mere idræt end i dag.

Det er udgangspunktet for et fælles topmøde, som regeringen og de danske idrætsorganisationer med Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI i spidsen afholder 3. april.

Idræt styrker sundhed, men har også flere sideeffekter, mener kulturminister Mette Bock (LA).

- At være aktiv i foreningsidræt kan være med til at skabe sociale og økonomiske bånd, der gør, at man kan se positive effekter også i forhold til beskæftigelse, siger Mette Bock og uddyber:

- Man skal ikke dyrke idræt for at komme i job, men der er mulighed for at komme ind i et slags fællesskab, der også er på arbejdet.

Initiativet skal ifølge ministeren ramme flere forskellige befolkningsgrupper, hvad enten det er inaktive børn og unge, socialt udsatte, syge eller seniorer.

Mere idræt vil foruden være gavnligt for beskæftigelsen, mener ministeren. Men denne præmis køber professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet Bent Greve ikke helt.

- Det er en meget usikker antagelse. Her skal man forudtage rigtig mange ting for at nå til det resultat, siger Bent Greve.

Selv om han vurderer, at udgangspunktet for initiativet er fornuftigt, mener han samtidig, at det bliver vanskeligt, da det kræver at nå ud til de ledige.

- Dem, der hænger på kanten af arbejdsmarkedet, har nogle gange andre problemer end det at være ledig. Derfor er det ikke bare så enkelt, siger Bent Greve.

Sender et kraftigt signal

DIF-formand Niels Nygaard fortæller, at DIF ønsker, at Danmark bliver verdens mest idrætsaktive nation.

- Med topmødet sender vi et kraftigt signal til alle relevante parter om, at vi står over for en vigtig opgave om at få alle med i idrætsfællesskaberne i sidste ende til gavn for samfundet, siger Nygaard i pressemeddelelsen.

Ud over regeringen, DIF og DGI får topmødet blandt andet deltagelse af kommuner, frivillige og fonde, der skal diskutere nye politiske initiativer og nye partnerskaber.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og kronprins Frederik deltager også i topmødet, der afholdes i DGI-byen i København.

/ritzau/

Facebook
Twitter