- Det er ikke sådan helt sunket ind endnu.
Sådan beskriver Tim Hemmingsen den oplevelse, han og resten af den danske kajakpolo-delegation havde i går under forberedelserne til EM i den sicilianske by Catania.
For femten timer siden var han ved at forberede sig til en træningskamp, men siden da har landstræneren for det danske herrelandshold ikke skænket vandsport mange tanker.
For som et lyn fra en klar himmel ændrede forholdene sig fra kajakvenlige til fjendtlige, da en tornado ramte den syditalienske by.
Hemmingsen var sammen med det danske landshold i færd med at gøre sig klar til en træningskamp mod Rusland, da et uvejr nærmede sig. Sammen med russerne nåede den danske delegation at træffe beslutningen om ikke at gennemføre kampen, fordi de kunne se, der var lyn på vej.
- Der går ikke mere end fem minutter, fra vi har snakken med russerne, til stormen er over os. Det går fra nul til hundrede, og på meget kort tid kommer der virkelig smæk på, og det bliver meget voldsomt, lyder det fra den danske landstræner.
Det var en tornado, som forårsagede det voldsomme uvejr, og selvom Tim Hemmingsen ikke selv så tornadoen, mærkede han hurtigt, at tingene ikke helt var, som det burde være.
- Vi stod inde i de her store telte, som er forankret i store betonblokke og tænkte, at hvis vi lukker teltet, så rider vi stormen af herinde. Men så begynder teltene at lette, og både og stole begynder at flyve rundt. Der går der lidt panik i folk. Nogle gemmer sig nede i teltet, andre begynder at løbe rundt på havnen, inklusiv mig selv – man tænker ikke super klart. Det er lidt impulser, der bare kører rundt.
Se Tim Hemmingsens optagelser fra Italien i videoen herunder:
Tim Hemmingsen havnede bag en mur på en mole sammen med andre fra EM-arrangementet, som ligesom ham selv havde forvildet sig ud på havneområdet. Den eneste tanke, der kørte i hovedet på ham var, at han bare skulle væk.
- Det lynede rigtig meget, og jeg havde fornemmelsen af, at lynene slog ned omkring ørene på os. Så kommer der en arrangør råbende og fortæller os, at 100 meter væk kan vi komme i sikkerhed i en stor bådhal.
Flokken, inklusiv Hemmingsen, løb over i bådhallen, og da de var samlet der, kom der mere ro på den danske landstræner. Nok blæste det, men de var i sikkerhed for lynene, fortæller han.
Den times tid, de stod i bådhallen, føltes som en evighed, men da stormen endelig stilnede af, og de bevægede sig ud på havneområdet, var det noget af et syn, der mødte dem.
- Det lignede bare, jeg ved ikke hvad. Vejene var oversvømmet, elledninger var væltet, og alt var bare kastet rundt og ligger hulter til bulter. Det var frygtelige scener. Det er noget, jeg aldrig har set før, og håber aldrig at se igen, fortæller Tim Hemmingsen.
Dagen derpå er det stadig en smårystet landstræner, som taler gårsdagens hændelser igennem over telefonen, men heldigvis er meldingerne fra den danske lejr, at ingen er kommet alvorligt til skade. Hverken fysisk eller mentalt.
- Det har hjulpet rigtig meget, at mange af spillerne havnede i den der bådhal, hvor man har stået sammen ret hurtigt og følt sig sikker. Folk kom derind og bearbejdede allerede der, hvad der skete. Så jeg har ikke hørt fra nogen, at de går rundt og har det skidt.
Nu venter så noget af et oprydningsarbejde for at få området klar til det kommende EM, og ifølge de seneste oplysninger fra arrangørerne bliver de første kampe spillet torsdag.
Danmark stiller til start med landshold for både herrer og damer samt et U21-herrelandshold.