Touchdowns og interceptions er tilbage: Fire ting, du skal vide om historisk NFL-sæson

Sæsonen starter natten til fredag, når Chicago Bears og Green Bay Packers mødes.

New Englands Patriots' quarterback Tom Brady fejrer her sidste års Super Bowl-sejr. I denne uge går han ind i sin 20. NFL-sæson. (Foto: Robert Deutsch © Scanpix)

De hårdeste hits og vildeste touchdowns kan igen opleves, nu hvor NFL vender tilbage med en historisk sæson nummer 100. Men allerede inden den er startet, har der været en overraskende pensionering og en dansk skade.

Men hvad skal man ellers holde øje med i NFL-sæsonen? Det giver DR Sporten og NFL-ekspert og indehaver af gulklud.dk Claus Elming bud på.

1

Talentfulde Froholdt ude med en skade

Hjalte Froholdt fik en skade i en træningskamp mellem New England Patriots og New York Giants. (Foto: Maddie Meyer © Scanpix)

Set med danske briller så har svendborgenseren Hjalte Froholdt været meget interessant at holde øje med, da han som den bare anden dansker i historien blev draftet til NFL og holdet New England Patriots.

Men nu er Froholdt blevet skadet i en pre-season kamp og havnet på Injured Reserve-listen, hvilket betyder, at han ikke må træne med eller spille kamp for sidste års Super Bowl-vindere i denne sæson.

- Det er det næstbedste, der kunne ske for Hjalte, hvor det bedste var at være med i truppen. På trods af skaden beholder Patriots ham alligevel, selvom de sagtens kunne have smidt ham af holdet, siger Claus Elming.

- De vælger at beholde ham i organisationen, fordi han er et stort talent. Han er en dygtig og klog spiller, og så er han vellidt i omklædningsrummet. De ting gør, at de vælger at satse på ham i fremtiden, og så har han nu et år til at lære playbook og spillets taktik at kende.

2

Philadelphia Eagles er storfavoritter

Philadelphia Eagles' quarterback Carson Wentz skal hjælpe holdet til Super Bowl. (Foto: Derick E. Hingle © Scanpix)

Det ultimative mål for NFL-spillerne er godt nok mange måneder væk, og meget kan ske frem mod slutspillet, men Claus Elming har især en favorit til Super Bowl-kampen næste år.

- Min store forhåndsfavorit til Super Bowl er Philadelphia Eagles. Deres udfordring er, at de skal holde quarterbacken Carson Wentz skadesfri, men ellers er det et meget stærkt besat hold, set på tværs af truppen i forhold til de 22 startere og dem bag ved. Det er nok det mest talentfulde mandskab lige nu.

Men ét hold kan jo ikke stå alene i finalen, og i spåkuglen ser eksperten holdet fra Missouri som modstander.

- Philadelphia Eagles løber nok ind i Kansas City Chiefs i Super Bowl-finalen, hvilket er sjovt, for træneren Andrew Reid var tidligere træner for Eagles. Så han har mulighed for at tage sit nye hold op mod sit gamle hold.

3

NFL fejrer 100-årsjubilæum

Her ses Soldier Field-stadionet, der skal danne ramme om sæsonens første kamp natten til fredag dansk tid. (Foto: Jerry Lai © Scanpix)

Amerikansk fodbold er den mest populære sport blandt amerikanere, og i år får publikum endnu mere at fejre.

Ligaen fylder nemlig 100 år i år, og den historiske sæson bliver blandt andet markeret med et nyt logo og en speciel sæsonåbner. Generelt kommer 100-årsjubilæet ikke til at gå ubemærket hen ifølge Claus Elming.

- Der vil være utroligt stort fokus på det fra NFL’s side, og det hele åbner med kampen mellem Green Bay Packers og Chicago Bears, der er de to ældste klubber i NFL-regi, og de to klubber, der har spillet flest kampe mod hinanden. Samtidig spiller de på et af NFL’s ældste stadioner, Soldier Field, så det er ikke en tilfældig åbningskamp.

4

Andrew Luck smider håndklædet i ringen

Til en træningskamp forlader Andrew Luck banen efter annoncering af sin pension. (Foto: Thomas J. Russo © Scanpix)

Indianapolis Colts mistede deres stjernequarterback Andrew Luck lige inden sæsonstart, da han valgte at pensionere sig fra football som blot 29-årig.

Luck var ellers et stjerneskud, da han var førstevalg i draften i 2012. Siden 2015 har han dog døjet med skader, som han aldrig er blevet fri for. Nu har han så sagt stop.

- Lucks exit har skabt røre i andedammen, og det har fået nogle til at kigge på, hvad der får en ung mand, der står til at tjene omkring en milliard kroner, til at trække sig tilbage og vælge at prioritere nogle andre ting end football, Super Bowl, tilfredsstillelse af fans og popularitet, siger Claus Elming.

Der har været stort fokus på hovedskader i NFL det seneste årti, og det kan også have haft en effekt på Luck, mener Claus Elming.

- Luck har taget en del skrald som udsat quarterback, og det kunne måske have været fint, hvis det drejede sig om en dårlig skulder, men at det kan ramme ens mentale helbred, har han valgt at tage til efterretning og sige nok er nok.