Tysk triumf i svært skiskydningsvejr

Den tyske favorit Laura Dahlmeier løb fra de andre på kvindernes individuelle distance i Östersund.

(Foto: Lehtikuva © Scanpix)

Tyskeren Laura Dahlmeier levede op til favoritværdigheden, da de kvindelige skiskytter tog hul på en ny World Cup-sæson.

I den individuelle disciplin over 15 kilometer blev Dahlmeier dagens bedste, selv om hun havde to forbiere på sine tyve skud.

Den 23-årige tyskers hurtighed på skiene sikrede hende dog sejren med 14 sekunder ned til franskmanden Anaïs Bescond, der kun havde én forbier.

Den kom på det 20. og sidste skud og kostede hende muligheden for karriererens første World Cup-sejr.

Løbet i den nordsvenske by Östersund blev afviklet under vanskelige vejrforhold, hvor især vinden drillede skiskytterne.

Kun én enkelt af de 101 startende formåede at ramme plet med alle tyve skud, og den flotte serie gav en overraskende tredjeplads til hviderusseren Darya Yurkevich.

- Det var meget vanskeligt. Der var meget vind på standpladsen og dyb sne i sporet. Det var hårdt, sagde vinderen Laura Dahlmeier til NRK

Torsdag er det mændenes tur til at tage hul på vinterens individuelle world cup.

Facebook
Twitter