Ulrik Wilbek er selv et meningsmenneske, men: ’Atleter bør holde mund eller blive hjemme’

Topatleter skal have lov til at koncentrere sig om det vigtigste - at hente sejre.

Det kan være svært at tro, at det er den mand, hele Danmark kender fra fjernsynet, som tager imod i det øverste hjørnekontor i Viborgs rådhus.

Dengang: Dansk håndbolds mest vindende trænerskikkelse. Notorisk arrigtrold med fjeder under fødderne, stampende og fnysende, som de fleste husker ham fra tiden i spidsen for både de danske håndboldkvinder- og herrer.

Nu: Afmålt lederskikkelse i den obligatoriske blazerjakke. Afdæmpet, kontrolleret med afslappet imødekommenhed.

Ulrik Wilbek har haft succes i begge arenaer. Joggingsættet er udskiftet med jakkesæt, de klistrede hænder med kommunalpolitik.

Når man taler med ham, står det klart, at han altid har haft holdninger og et samfundssind. Det må da næsten betyde, at han savner mere bid og stillingtagen til det omkringliggende samfund fra danske atleter i dag?

- Hvis du er aktivist som sportsudøver, så har du misforstået noget. Det er fint at have nogle holdninger, som du ikke er bange for at vise de andre. Men når det går over i aktivisme, så er det misforstået. Det skaber utrolig meget splid i en gruppe, og så er det, at du ikke længere har sporten som det vigtigste til at skabe resultaterne. Det bliver nødt til at være det vigtigste. Det er det, du dyrker. Ellers skal du gå til politik.

- Nogle forsøger at bruge sporten som deres rambuk til at manifestere et politisk budskab – om så det var en slutrunde i Qatar eller Beijing. Jeg siger ikke, at det er forkert, men jeg argumenterede altid med, at så kan vi sådan set kun dyrke sport her i Skandinavien, siger Ulrik Wilbek.

En sandhed med modifikationer

Så er den ged vel barberet. Som atlet helliger du dig mål så store, at der ikke er plads til forstyrrelser fra noget så trivielt som politik. Du er sportsmand, bliv ved din læst. Eller hvad?

- Det er naturligt nok at blande sig i samfundsdebatterne og skrive noget på de sociale medier. Men hvis man skal til et stort mesterskab i et land, som man måske ikke sympatiserer med, så må man træffe det valg, om man tager med og holder mund, eller om man bliver hjemme.

- Vi bliver nødt til at forså, at styrken ved sporten er jo også – specielt ved holdsport – at du virkelig står sammen som hold. Hvis man begynder at blive uenige og diskutere politik, så kan du ikke skabe resultater, og det er nu engang det, som eliteidræt handler om, siger Ulrik Wilbek og afslører sig selv som både vinder og pragmatiker.

Sport og politik – hver ting til sin tid. Og det er ikke fordi, at man som topatlet eller i hans tilfælde toptræner savner en platform til at fortælle omverdenen om sine synspunkter. Tværtimod. Rækkevidden er markant, og der står altid sikkert velmenende interesseorganisationer eller virksomheder klar i kulissen, som gerne vil have dig med om bord.

Du kan som eliteidrætsmand eller –kvinde sagtens blive reklamesøjle.

- Der var altid organisationer, som ønskede at tage os som gidsel. Det har været lidt utroværdigt, og det er også derfor, at når jeg møder nogle af de her organisationer, og de spørger mig, om jeg vil skrive under, så siger jeg altid nej. De kæmper måske for det rigtige, men de gør det på en forkert måde ved at bruge andre som gidsler. Det irriterede mig voldsomt, siger Ulrik Wilbek.

Zanka og sammenblanding

Netop én dansk sag er svær at komme udenom, når talen falder på atleters evne til at bruge deres stemme.

Eller måske rettere at få misbrugt sin stemme, sin position og status.

Som det overgik den danske landsholdsspiller Mathias 'Zanka' Jørgensen, der i oktober stillede til start for sin tyrkiske klub Fenerbache iklædt en T-shirt, der hyldede Tyrkiets militære fremstød i Syrien.

Mathias 'Zanka' Jørgensen og de daværende holdkammerater i Fenerbache med en hyldest til det tyrkiske militær på trøjen. (Foto: AA/ABACA)

- En latterlig diskussion, for hvad skulle han have gjort? siger Ulrik Wilbek.

Den slags sager er naturligvis ikke hverdag, men den bærer vidnesbyrd om et politisk klima, hvor magten ikke har problemer med at trække to streger mellem sport og politik, selv om sportens egne instanser arbejder på at holde det adskilt.

En tilgang, som Ulrik Wilbek hele sin trænerkarriere også har stræbt efter, selv om det i elitesport ofte kan føles som at gå på kul, når sport og politik blandes.

- Lige nu snakker man meget om Qatar og VM i fodbold nu. Vi har jo også været i Qatar med herrehåndboldlandsholdet, og det var de samme diskussioner, der var.

- Der var en, som sagde, at 'nu har FIFA jo valgt, at det skal ligge i Qatar, og så gider jeg egentligt ikke at diskutere mere, om det skal være i Qatar, for det skal det jo. Det bliver jo ikke lavet om. Så nu vil jeg gerne have lov til at forholde mig til fodbolddelen i stedet for Qatar. Den anden må du tage med FIFA.'

- Det synes jeg faktisk er rigtigt, fordi Fifa er den politiske del, som har bestemt, at det skulle ligge i Qatar. Så må det være dem, man skal snakke med, i stedet for den enkelte udøver. Den enkelte udøver er jo bare en, der tilfældigvis tager derhen, fordi der er andre, som har bestemt det politisk set.

Syge systemer

Mener atleter i dag for meget - eller mener de for lidt? Savner vi en dansk Megan Rapinoe eller Kaepernick? For Ulrik Wilbek er det ikke den vigtigste diskussion, når det gælder krydsfeltet mellem sport og politik.

Han mener derimod, at øjnene bør rettes mod de magtfulde idrætsorganisationer – uanset om de hedder FIFA, IOC eller IHF. For kan vi stole på sportens reelle magthavere?

- Flere organisationer forsøger at skabe den her åbenhed, for den skal også være i idrætsverden, og så er vi inde, hvor jeg synes, at vi kan tillade os at blande os som politikere.

- Men jeg synes ikke, at vi skal blande os i den sportslige del af idrætten. Det er der, hvor jeg siger stop. Det skulle jo gerne foregå lige så demokratisk, fornuftigt og med lige så stor åbenhed, som det jo i øvrigt gør i politik.

Før han selv krydsede grænsen til den politiske verden, nåede han at opleve, hvad magt, indflydelse og det rigtige cv havde at sige i håndboldverden.

Ulrik Wilbek hyldes som verdens bedste herretræner i 2011 af IHF- præsident Hassan Moustafa. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Han bestilte efter eget udsagn en regelændring hos den skandaleombruste håndboldboss, IHF-præsident Hassan Moustafa.

- IHF havde en regel, der var så tåbelig; at man kun måtte spille med 14 spillere i OL-kvalifikationen, men til EM og VM måtte man spille med 16 spillere. Så henvendte jeg mig direkte til Hassan Moustafa, og sagde 'den her regel er simpelthen bare for åndssvag, kan du ikke godt se det?'

- Det kunne han faktisk godt se, og en uge efter kom der et brev, hvor der stod, at man fremover måtte spille med 16 spillere, og det gjaldt allerede fra om en uge, siger Ulrik Wilbek.

Om det alene var Ulrik Wilbeks fortjeneste, at trupstørrelsen blev udvidet, skal være usagt, men regelændringen vidner alligevel om et demokratisk sygdomstegn, hvor meritter giver magt.

En lang karriere havde givet 'ham den lyshårede' et navn, som åbnede døre, og af samme årsag ville Wilbek ikke søge yderligere indflydelse i sportens bureaukratiske højborg.

- Det er en balancegang at benytte det politiske system internationalt, fordi jeg fandt jo ud af, at hvis der skulle laves om på nogle ting, så skulle man gå direkte til præsidenten.

- Jeg havde ikke nogen ambitioner om at komme ind i det politiske system i håndbold. Det synes jeg ikke var mig. Det er simpelthen for udemokratisk til, at jeg synes, at jeg kunne være en del af det.