Utilfreds Wada-boss: 'Straffen svier ikke nok på Rusland'

Wada-vicepræsident Linda Hofstad Helleland mener ikke, at straffen til Rusland er hård nok.

(Foto: FAbrice Coffrini © Scanpix)

Linda Hofstad Helleland, der er afgående vicepræsident i Det Internationale Antidopingagentur (Wada), er ikke tilfreds med straffen på fire års udelukkelse til Rusland.

Hun ønskede en hårdere straf, som blandt andet havde sikret, at ingen russere kunne deltage under neutralt flag ved sommer-OL i Tokyo i 2020 og vinter-OL i Beijing i 2022.

- Jeg er ikke tilfreds med den beslutning, vi har truffet. Men det var så langt, vi kunne gå.

- Wadas afgørelse betyder, at vi kan opleve flere hundrede russiske udøvere både i Tokyo og i Beijing.

- Det er ikke nogen straf eller reaktion, som svier på nogen som helst måde, siger Helleland ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Tilfredshed i DIF og Team Danmark

I Danmarks Idrætsforbund har piben dog en lidt anden lyd. Direktør Morten Mølholm er meget tilfreds med straffen.

Set med vores briller er det en fin, hård straf, som vi synes, er på sin plads. Vi er glade for, at Wada handler enstemmigt.

- Alle er enige om at sende et meget stærkt signal til russerne, der dybest set har drevet gæk med os de senere år, siger Morten Mølholm Hansen.

Den holdning bliver delt i Team Danmark:

- Doping er en af eliteidrættens sorte sider og er undergravende for sportens troværdighed og fascinationskraft, siger direktør Lone Hansen.

- Ruslands manglede reaktion gennem årene har haft store konsekvenser for atleter både i og uden for Rusland. Det skal have ekstraordinært hårde konsekvenser, når der bliver snydt og manipuleret i en størrelsesorden, som Rusland har gjort.

Ikke overraskende er også kulturminister Rasmus Prehn (S) også tilfreds med den hårde straf til russerne.

- Doping er uacceptabelt. Derfor er det godt, at Wada tager konsekvensen og siger til russerne, ’nu går den altså ikke længere’. De har snydt og manipuleret, og det skal have konsekvenser, siger Kulturministeren.

/ritzau/