Verdens bedste kaste-arm? 44-årige Tom Brady sætter vild rekord

Tom Brady slog sit tidligere hold New England Patriots, da han satte kaste-rekord i NFL.

Tom Brady satte natten til mandag rekord for flest kastede yards i NFL. (Foto: Brian Fluharty © Ritzau Scanpix)

GOAT - Greatest of all time.

Den betegnelse bliver ofte brugt om NFL-spilleren Tom Brady. Og tager man et kig på listen over rekorder i den amerikanske fodboldliga, NFL, er det efterhånden også svært at komme udenom, at den 44-årige quarterback er i spil til titlen som 'den største nogensinde'.

I nat satte Tom Brady så endnu en tyk streg under, at han er en levende legende i amerikansk fodbold.

Tampa Bay Buccaneers-stjernen kastede nemlig 269 yards i sejren over sin tidligere klub, New England Patriots, og det sendte ham op på toppen af listen over spillere, som har kastet flest yards i NFL nogensinde.

80.560 yards, eller 73,7 kilometer, er det blevet til siden Brady kastede sine første yards i 2001.

Bill Belichick (venstre) og Tom Brady har vundet seks Super Bowl-titler sammen, siden Belichick i 2001 gav en ung Brady chancen som quaterback for New England Patriots. (Foto: Kirby Lee © Ritzau Scanpix)

198 var bedre end Brady

Det stod ikke skrevet i kortene, at Tom Brady skulle blive den kæmpestjerne, han er blevet, da han i 2000 blev valgt at New England Patriots som spiller nummer 199. Ja, der var 198 spillere, som klubberne hellere ville have end den ranglede fyr fra Californien.

Men New England Patriots, og i særdeleshed holdets træner Bill Belichick, så noget i Brady. Og da først Brady fik chancen på banen, så deres samarbejde sig ikke tilbage.

Seks Super Bowl-titler vandt New England Patriots med Brady-Belichick ved roret, men i 2020 var parløbet slut. Brady skiftede gråvejret på Gillette Stadium i New England ud med Floridas sol og varme i Tampa Bay Buccaneers.

Og titlerne fulgte med Brady. For i sin første sæson for Tampa Bay kunne Brady endnu engang løfte Super Bowl-trofæet.

Tilbage, hvor det hele begyndte

Natten til mandag var det så rekorden for flest kastede yards i NFL gennem tiderne, Brady fik sat sit navn ud for.

Og meget symbolsk skete det der, hvor det hele begyndte, og foran manden, som satte det hele i gang. På Gillette Stadium i New England, hvor Bill Belichick stadigvæk står ved Patriots-roret.

Efter kampen var der da også en indirekte anerkendelse af det mangeårige samarbejde med Belichick, da Brady gav interview.

- Intet i denne sport kan opnåes uden fantastiske holdkammerater og trænere. I 22 år har jeg været heldig at være sammen med nogle fantastiske mennesker, lød det fra NFL-legenden.

Inden nattens opgør tilhørte kaste-rekorden Drew Brees, men han kunne i bogstaveligste forstand se rekorden forsvinde. Brees, som stoppede sin karriere med udgangen af sidste sæson, var nemlig tilstede på Gillette Stadium, da Brady sendte ham ned som nummer to.

Der er spillet fire kampe af denne NFL-sæson. Tom Brady og Tampa Bay Buccaneers har vundet tre og tabt én. Skulle det lykkedes Tampa Bay at genvinde Super Bowl, vil Brady, med otte Super Bowl-titler, sætte endnu en rekord. Nemlig som den spiller, der har vundet flest Super Bowls. Den rekord vil han tage fra.

Sig selv.

FacebookTwitter