Verdens bedste kørestolsfloorballspiller vinder Kulturministerens Parasportspris

28-årige Anders Berenth var i 2018 med til at vinde VM-sølv i powerchair floorball.

Anders Berenth har vundet Kulturministerens Parasportspris. Med prisen følger 100.000 kroner.

28-årige Berenth, der er født med muskelsvind, var i 2018 med til at vinde VM-sølv i Italien med det danske landshold i sportsgrenen kørestolsfloorball, der officielt går under navnet powerchair floorball.

Ved VM blev Berenth desuden kåret til den bedste spiller i verden, der spiller med en floorball-stav i hånden – i modsætning til de spillere, som har et hockeystavshoved monteret foran på deres kørestol.

Udover at være i verdensklasse i kørestolsfloorball yder Berenth også en stor indsats som frivillig i organisationen SUMH, der står for Sammenslutningen af Unge Med Handikap.

Anders Berenth vinder prisen foran judokæmperen Mathias Krabholm og Vejle Kommune.

Facebook
Twitter