VIDEO Daniel Wagners vilde år: 'Det har været udfordrende'

Et hæsblæsende år med mange omvæltninger har styrket Daniel Wagner forud for EM i para-atletik i næste uge.

Han har haft travlt, rigtigt travlt.

Daniel Wagner er en af verdens bedste para-atleter og er forsvarende europa- og verdensmester i længdespring.

I næste uge deltager han ved EM i para-atletik i Berlin efter et hæsblæsende år, der har båret præg af massiv travlhed og mange forandringer i hans liv.

- Jeg er en meget optimistisk person af natur, så jeg er god til at sige ja til en masse ting, og så rammer virkeligheden nogle gange lidt hårdt bagefter, siger han.

Den 25-årige Wagner har det seneste år været igennem en flytning fra Vejle til Aarhus, studiestart, fået en ny træner og et nyt træningsmiljø og deltaget i snowboard ved de paralympiske vinterlege i februar.

- Det har været hektisk. Det har i hvert fald ikke været kedeligt, og der har til tider været store udfordringer, siger Wagner og fortsætter:

- Det er så nemt at sætte mål og lægge planer i sporten, for man har altid et EM, VM og PL, der venter. Men det er lidt mere fluffy uden for sporten, og det har været svært, for jeg kan godt lide, at tingene er lidt mere konkrete, siger han.

Går efter medaljer

Men han føler alligevel, at de mange omvæltninger har styrket ham som atlet.

- Hvis man kigger på helheden, synes jeg, at det har gjort noget godt for mig som atlet. Det er vigtigt for mig at have motivationen med, og det får jeg ved at kaste mig ud i nogle projekter, siger han.

Næste projekt er EM i Berlin i næste uge. Her er målsætningen medaljer og at slå sin evige rival Heinrich Popow, læs mere om det her.

- Det skal nok blive til nogle medaljer til EM. Det er jo derfor, jeg tager med, siger han.

Se mere i indslaget øverst i artiklen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter