VIDEO Dupont og Dupont vil til OL igen

Madeleine og Denise Dupont kæmper for at komme til vinter-OL i 2018.

Søstrene Dupont vil til OL igen. De to curlingkvinder var med, da Danmark deltog ved vinterlegene i canadiske Vancouver i 2010. Nu er målet at sikre sig en billet, når der i 2018 er vinter-OL i den sydkoreanske by Pyeongchang.

- Hvis vi i bund og grund ikke troede på, at det rent faktisk kan lade sig gøre, så ville vi ikke stå her. For man bruger rigtig, rigtig meget tid på det, og man nedprioriterer mange andre ting i ens liv. Så hvis troen ikke var på, at det virkelig kunne lade sig gøre, og vi kunne nå til OL, ville vi ikke gøre det. Så den er der, siger Denise Dupont til DR.

Søstrene Madeleine og Denise Dupont var i 2010 en del af curlinglandsholdet med Angelina Jensen, Camilla Jensen og Ane Håkansson Hansen, der endte på en femteplads.

DR viser vinterlegene fra Pyeongchang i februar 2018 sammen med Discoverys kanaler. Sportsgrene er endnu ikke fordelt, så det er endnu uvist, hvem der viser curling.

Facebook
Twitter