VIDEO Så kom guldet! Herrerne vinder EM i Teamgym

De danske herrer vandt EM-guld i Teamgym efter en overlegen indsats.

Medaljen af den fineste karat lod vente på sig, denne finale-dag for seniorerne i Teamgym.

Men i herrernes finale vandt Danmark guld ganske suverænt.

Med en samlet score på 64,933 var der ingen nationer, der kunne røre danskerne.

Guldmedaljen kom efter en dag, hvor mix-holdet lagde ud med at nappe en sølvmedalje, inden kvinderne kæmpede sig til bronze.

Herunder kan du se herrernes tre discipliner, der sikrede guldet.

Trampet

Første disciplin for danskerne var trampet. Åbningsserien var helt perfekt, men derfra gik det knap så godt. Flere missede landinger i anden serie kostede danskerne, men scoren bliver alligevel 20,700.

En mere end hæderlig score, der blev reddet hjem af danskerne høje sværhedsgrad i springende.

Gulv

Gulv-øvelsen gik anderledes fejlfrit for danskerne. Alle rytmiske serier blev udført med stor synkroni, og styrke-momenterne blev overlegent leveret.

Dommerne kvitterede efterfølgende da også med en fornem score – 22,783 blev danskerne noteret for, og det var klart bedst af alle nationer i gulv-øvelsen.

Inden den sidste disciplin lå Danmark derfor med den højeste score, og guldet var danskernes at miste.

Tumbling

Og med en fuldstændig suveræn præstation i tumbling tog danskerne guldet.

Tre serier – hvor specielt den sidste udmærkede sig ved springenes enorme kvalitet - blev eksekveret af danskerne. Scoren blev 21,450 og bragte danskerne op på en total på 64,933. Sverige blev nummer to med 62,433, og nordmændene tog bronzen med 60,750.

I klippet over artiklen kan man se danskernes reaktion, da de finder ud af, at guldet er deres.

Facebook
Twitter