VIDEO Team Danmark vil give talenter som Tobias bedre uddannelsesvilkår

Et samarbejde mellem Team Danmark og flere ungdomsuddannelser skal styrke mulighederne for eliteidrætsudøvere.

Det skal blive nemmere at kombinere eliteidræt og uddannelse.

Derfor har Team Danmark lavet samarbejdsaftaler med 42 ungdomsuddannelser, hvilket er en stigning på 36% i forhold til nu.

- Vi oplever, at mange atleter præsterer godt, fordi de får en anden robusthed ved at have noget væsentligt i livet ved siden af sporten, siger sportsmanager i Team Danmark Morten Wonsyld.

For svømmeren Tobias Bjerg gør et lignende samarbejde en kæmpe forskel. Han har flere mislykkede uddannelser bag sig, fordi han tidligere ikke kunne få et liv med svømning på eliteplan og et studie til at hænge sammen.

- Det har ikke været det letteste for mig. Der gik lidt tid, før jeg fandt det rigtige, siger han.

Aarhus-drengen går i dag på Falkonergårdens Gymnasium på Frederiksberg i København, hvor han er tilknyttet Team Danmark-ordningen. Det gør, at han kan tage til morgentræning med god samvittighed og i høj grad selv være med til at planlægge sin hverdag.

- Jeg kan få alle de ekstra timer jeg vil have. Jeg skal bare gå op til vores Team Danmark-vejleder og sige, hvis jeg er bagud i et fag, siger svømmeren.

Du kan se og høre mere om Team Danmarks nye samarbejde med ungdomsuddannelser i indslaget over artiklen.