VIDEO Tysk bordtennislegende vinder EM-guld for syvende gang

37-årige Timo Boll viste nok engang klassen, da han søndag vandt EM i bordtennis for syvende gang.

Klasse fornægter sig ikke.

Selvom han efterhånden er blevet 37 år gammel, var Timo Boll ganske suveræn, da han søndag sikrede sig endnu en EM-guldmedalje til samlingen.

Med sætcifrene 4-1 (6-11, 11-7, 11-9, 11-6, 11-5) satte den erfarne tysker den 29-årige rumæner Ovidiu Ionescu til vægs.

- Jeg er overrasket over, at jeg stadig i min alder kan levere på det her niveau. Det var en hård turnering, og jeg er udmattet nu, sagde Timo Boll efterfølgende til det internationale bordtennisforbunds egen tv-kanal.

- Det er slet ikke så dårligt, og jeg er virkelig glad. Jeg havde ikke nogen forventninger inden turneringen, hvor jeg ikke var i specielt god form. Men runde for runde blev jeg bedre og bedre – jeg kan virkelig ikke tro det, der er sket, lød det fra den nu syv-dobbelte europamester.

Det var Ionescu, som sendte danske Jonathan Groth ud i ottendedelsfinalen, men rumæneren måtte i EM-finalen sande, at garvede Timo Boll var for stor en mundfuld.

I kvindernes finale vandt polakken Li Qian 4-2 i sæt over ukrainske Margaryta Pesotska.

Li Qian er født i Kina, men fik i 2007 polsk statsborgerskab, og søndag sikrede hun så nationen den første EM-medalje til en kvindelig udøver med sit guld i spanske Alicante.

Facebook
Twitter