VIDEO Verdensmester i længdespring – nu skal Daniel Wagner til PL på snowboard

Daniel Wagner er det, man kan kalde et multitalent, og til marts kan han bevise det ved det Paralympiske vinterlege.

Man så ham i sommer sidste år boltre sig i sandet, da han satte verdensrekord i længdespring ved VM i para-atletik, hvor han samtidig blev verdensmester. I marts er sand skiftet ud med sne og løbeskoene er nu et snowboard.

Daniel Wagner er nemlig som den første medaljetager i nyere tid ved et sommer-paralympics, der også har formået at kvalificere sig til vinterudgaven. Her stiller han op i to snowboard-konkurrencer.

- Det er helt fantastisk. Det er en drøm, som går i opfyldelse igen. Det er noget, jeg har arbejdet hårdt frem imod. Det er fedt at have knoklet på, og at det så betaler sig i sidste ende, siger Daniel Wagner.

Pilen pegede ellers ikke i retningen af Pyeongchang i slutningen af det forgangne år og starten af 2018. Et brud på kravebenet satte en stopper for den vigtige træning op til vinterlegene.

Fordi selvom multitalentet har stået på snowboard de seneste 10 år, så krævede de tekniske færdigheder alligevel en del træning.

- Jeg har virkelig haft brug for den tekniske træning på snowboard. Jeg har jo min fysiske styrke gennem atletik, og jeg er egentlig også i meget bedre fysisk form, end mine konkurrenter er. Men det tekniske aspekt har jeg fået intensiv træning på, og det har hjulpet mig virkelig meget.

Daniel Wagner bruger nemlig normalt det meste af sin træning på atletikbanen, hvor han er blandt verdens absolut bedste para-atleter inden for både længdespring og 100-meter-distancen.

Flere udfordringer

Og i sommer startede han så på sit studie som kaospilot, hvilket også stjæler en del tid. Det har derfor krævet en stram planlægning for at finde frem til, om Paralympics i marts-måned overhovedet var realistisk.

- Det har været en meget struktureret rejse. Jeg har ligesom lagt min plan for at se, om det overhovedet kunne lade sig gøre. Jeg skulle lægge planer ud i forhold til, hvornår jeg skulle afsted på snowboard-træning, forklarer Daniel Wagner.

Den danske atlet stiller op i to discipliner i snowboard. Den ene er boardercross, som er Daniel Wagners favorit, hvor det hele fungerer lidt som en sprint, mens bang slalom er mere teknisk.

- Medaljer, tror jeg, er ret urealistisk, men når man står derovre, så ved man aldrig, hvad der kan ske. Min bedste placering indtil videre har været en top syv, men et realistisk mål for mig er nok en top 10, forklarer Daniel Wagner.

- Mit drømmemål vil være en top fem-placering. Og ja, alt andet vil være helt sindssygt. Det er sådan, at jeg forbereder mig selv på det mentalt, siger han.

De Paralympiske vinterlege starter den 9. marts og varer indtil den 18. marts. Det bliver vist på DR’s kanaler.

Facebook
Twitter
Emner: