VM i ballon: Bliver selskabsleg taget til nye højder eller er det bare varm luft?

Hvem kan holde en ballon i luften i længst tid? Det blev afgjort ved Balloon World Cup.

Det blev peruviansk guld ved det første VM i Balloon. (Foto: ALBERT GEA © Ritzau Scanpix)

To personer. En ballon. En stue. Hvem har sidste hånd på ballonen, inden den rører gulvet?

Det ringer måske en klokke, lugter lidt af øl, chips og godt selskab.

Men ikke desto mindre er selskabslegen blevet lidt mere seriøs. Og ved Balloon World Cup var svaret på ovenstående spørgsmål Francesco de la Cruz fra Peru.

Dermed kan den 18-årige peruvianer kalde sig den første verdensmester i Balloon, efter han torsdag vandt konkurrencen, hvor personer fra 32 nationaliteter stillede til start.

  • Det begyndte i en stue hjemme hos tre amerikanske søskende, men til VM i Balloon var setup'et skalleret lidt op. (Foto: ALBERT GEA © Ritzau Scanpix)
  • Spillere fra 32 nationer fløj rundt på banen i den spanske by Tarragona. (Foto: ALBERT GEA © Ritzau Scanpix)
  • Det handler om at ballonen ikke må røre gulvet. (Foto: ALBERT GEA © Ritzau Scanpix)
  • Den spiller, som har sidste hånd på ballonen inden den rører gulvet, vinder pointet. (Foto: ALBERT GEA © Ritzau Scanpix)
  • Det var første gang, der blev afholdt VM i Balloon (Foto: ALBERT GEA © Ritzau Scanpix)
  • Fremover skal der afholdes VM hvert år. (Foto: ALBERT GEA © Ritzau Scanpix)
  • Francesco De La Cruz fra Peru kan kalde sig verdensmester i Balloon. (Foto: ALBERT GEA © Ritzau Scanpix)
1 / 7

Barcelonastjerne står bag VM

Men hvordan går en primitiv selskabsleg fra at være et hyggefænomen til at have sit eget verdensmesterskab?

Rejsen begynder med tre amerikanske søskende, som under corona-pandemien lagde videoer op på det sociale medie TikTok af sig selv, mens de spillede i deres hjem.

- Vi diskuterede om ballonen havde rørt gulvet, og derfor begyndte vi at filme, så vi kunne afgøre det. Til sidst endte vi med at smide videoerne på TikTok, fortæller Antonio Arrendondo til BBC, som er den ene af de tre søskende.

Da søskende vågnede næste morgen var luften ikke gået af ballonen. Tværtimod.

Der kunne de konstatere, at videoen var gået viralt med næsten en millions likes, og derfor bestemte de sig for at fortsætte med at filme deres foretagende.

En af dem, som så videoerne, var FC Barcelona-stjernen Gerard Pique. Og han kunne lide, hvad han så. Derfor bestemte han sig for at arrangere et verdensmesterskab.

- Det har været fantastisk. Nogle gange skal man bare ud af sin comfortzone og prøve nye ting, lyder det fra Pique til BBC.

Den spanske fodboldspiller var selv til stede ved verdensmesterskaber, som blev afholdt i den spanske by Tarragona, og han kunne altså se den første VM-titel gå til Francesco de la Cruz fra Peru.

FC Barcelona-stjernen Gerard Pique (venstre) er en af hovedmændene bag Balloon World Cup. (Foto: ALBERT GEA © Ritzau Scanpix)
FacebookTwitter