VM i taekwondo poomsae kommer til Danmark

Herning bliver i 2020 vært for VM i taekwondo poomsae.

Det kinesiske taekwondo poomsae-hold ved Asian Games i 2018. (Foto: WILLY KURNIAWAN © Scanpix)

Det var været længe undervejs, men i maj 2020 samles verdens bedste taekwondo poomsae-udøvere i Danmark. Nærmere bestemt Herning.

Sporten defineres som den tekniske variant af taekwondo, hvor der konkurreres i at være bedst til at bevæge sig, bedømt på kraft, balance og korrekt udførelse.

Ved seneste VM i Taipei deltog 1200 atleter, og derfor glæder det også bestyrelsesformand i Dansk Taekwondo Forbund, Søren Holmgård Knudsen, at det er lykkedes at hive VM til Herning.

- Vi har luret på at kunne afholde VM længe, og det betyder rigtig meget for dansk taekwondo, at det nu er en realitet. Det er stort for sporten, og det betyder også rigtig meget at kunne vise sig frem for et stort verdensforbund, siger Søren Holmgård Knudsen.

Mesterskabet skulle oprindeligt have været afholdt i Vejle, da Dansk Taekwondo Forbund og Sport Event Denmark i 2016 bød ind på værtskabet, men parterne har i fællesskab altså besluttet at give værtskabet videre til Herning.

Skal levere guld

I spidsen for de sportslige ambitioner for VM står landstræner Ky-Tu Dang, der som den eneste udøver i verden har vundet EM i taekwondo poomsae otte gange i træk.

Han ser frem til at se de danske udøvere kæmpe med om guldmedaljerne.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at vise, at Danmark hører med i verdenstoppen.

- Vi arbejder frem mod at blive top ti i verden, og lige nu ligger vi nummer to i Europa. Ved VM i 2018 var Danmark et af de bedste europæiske lande i de klasser af taekwondo poomsae, som DIF fokuserer på, og der tror jeg på, at det kan blive til guld, siger Ky-Tu Dang.

VM afholdes i Kvik Hockey Arena i Herning. Turneringen strækker sig fra 17. - 24. maj 2020.

Facebook
Twitter