OL-guldmedaljer, holocaust og falske ID-papirer: 100-årige Agnes har levet et liv med ekstreme op- og nedture

Den OL-vindende ungarske gymnast Agnes Keleti fyldte 100 år i lørdags.

Der er blevet udgivet en bog i anledning af Agnes Keletis 100-års fødselsdag. (Foto: Attila KISBENEDEK © Scanpix)

Det er de færreste forundt at leve et liv på 100 år. Det er bestemt også de færreste forundt at vinde fem OL-guldmedaljer. Ikke desto mindre er begge dele, hvad den ungarske gymnast Agnes Keleti nu kan krydse af.

I weekenden kunne hun fejre sin 100-års fødselsdag og samtidig kigge tilbage på hundrede år med sejre og nederlag, håb og fortvivlelse.

For Agnes Kaleti har oplevet lidt af hvert. Foruden de fem beviser på olympiske pragtpræstationer og titlen som den mest vindende ved OL i 1956, har hun blandt andet flygtet fra nazisterne, overlevet Holocaust og undsluppet Sovjetunionens besættelse af Ungarn.

Umiddelbart velvalgte hovedlinjer i et manuskript til en god fiktionsfortælling i form af en bog eller film. Men selvom der nu er skrevet en bog om gymnastens lange og forunderlige liv, så er alt indholdet i bogen ’The Queen of Gymnastics: 100 Years of Agnes Keleti’ den pure sandhed. Det eneste, hun selv sætter spørgsmålstegn ved, er prædikatet som dronningen af gymnastik, som hun kalder en overdrivelse. Men tæt på, det er hun.

Den første linje i Agnes Keletis livsmanuskript er hendes første nationale mesterskab, som hun vandt som 16-årig. Det gav dengang forhåbninger om en deltagelse ved de olympiske lege i Tokyo i 1940.

Men sådan skulle det ikke gå. Agnes Keleti, der har jødiske rødder, blev udvist fra sin ungarske gymnastikklub for at være jøde. Hjælp fra en kristen pige skulle få hende i skjul.

- Det lykkedes mig at købe id-papirer af en kristen pige, som var omkring samme alder som mig, har Agnes Keleti fortalt.

- I Ungarn var alle jøder forpligtet til at bære en gul stjerne som identifikation, men jeg nægtede. Med mine falske papirer lykkedes det mig at flygte ud på landet. Jeg boede i en fjerntliggende landsby og fandt arbejde som tjenestepige.

Agnes Keleti er stadig aktiv, men hun har fået at vide af sin læge, at hun ikke længere må gå i split. (Foto: Attila KISBENEDEK © Scanpix)

De olympiske lege i 1940 blev som angivet i historiebøgerne aflyst på grund af anden verdenskrig. Den samme krig var også skyld i, at de planlagte lege i London i 1944 blev aflyst.

Selvom Agnes Keleti ikke selv blev en del af den halve million ungarske jøder, der blev dræbt under Holocaust, så var perioden i 1940’erne ikke uden tab for den unge gymnast. Hun mistede både sin far og sine onkler.

Ældste nulevende vinder

Legene i London i 1948 skulle endelig kaste Agnes Keletis OL-debut af sig, men en ankelskade satte debutplanerne i bero, og debuten kom først i 1952 ved legene i Helsinki. Her var hun 31 år.

Men den - i sportssammenhæng - høje alder stoppede hende ikke fra at nå til tops, og det blev til hele fem guldmedaljer, tre sølvmedaljer og to bronzemedaljer fordelt ved legene i Helsinki og i Melbourne fire år efter.

Det gør hende til den mest vindende kvindelige OL-deltager fra Ungarn nogensinde, den mest vindende atlet ved OL i 1956, og med sine 100 år den ældste nulevende OL-guldmedaljevinder.

Men det kunne være blevet til mere. Det er Den internationale olympiske komités præsident, Thomas Bach, i hvert fald overbevist om. Han ringede på Agnes Kaletis fødselsdag i lørdags.

- Du har vist styrken af en stærk beslutsomhed og mod til at overvinde tragedie. Det er egenskaberne for en stor olympisk mester.

- Jeg er sikker på, at hvis du havde konkurreret ved de olympiske lege i London i 1948, havde du måske endda haft flere (medaljer, red.), sagde Thomas Bach i telefonen.

- Tillykke med 100-årsdagen, Agnes Keleti, den ældste nulevende olympiske mester. Din olympiske historie er inspirerende; ti olympiske medaljer, heraf fem af guld. Du viste mod og beslutsomhed i hele dit liv - en sand olympisk mester. Nyd din dag, Thomas Bach, IOC's præsident.

I 60 af sine leveår har hun boet udenfor Ungarns grænser, og det startede i 1956, da hun efter sin OL-triumf søgte politisk asyl for at blive i Australien under Sovjetunionens invasion af Ungarn i 1956. Det endte et år senere med en emigrering til Israel, hvor hun trænede det israelske OL-hold frem til 1990. Hun flyttede tilbage til Ungarns hovedstad, Budapest, i 2015.

Smilet er stadig stort hos den femdobbelte OL-vinder. (Foto: Tamas Kovacs © Scanpix)

Sidste år i et interview med The Associated Press fortalte hun, at rejserne havde været mere værd end medaljerne.

- Jeg elskede gymnastik, fordi det var muligt at rejse gratis.

Men efter et 100-år langt liv, hvad er det så, man sætter pris på? Ifølge Agnes Keleti er svaret simpelt.

- Jeg elsker livet. Sundhed er essensen. Uden det er der intet.

Og det med sundhed og træning tager hun måske et skridt for langt. I hvert fald har hendes læge fortalt hende, at hun ikke må gå i split længere.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter