OL-top skruer bissen på: Bøjede knæ og knyttede næver kan koste OL-medaljer

IOC lægger bånd på atleters ytringsfrihed, og det vil menneskeretsadvokat Nikki Dryden ændre på.

Smil og se glad ud.

Således kunne man med rette runde reglerne ned, hvis man nærlæser det olympiske charter.

I det olympiske charter, der bedst kan bedst beskrives som Den Internationale Olympiske Komités (IOC) husregler under OL, står det nemlig sort på hvidt, at ’ingen form for demonstration eller politisk, religiøs eller racerelateret propaganda er tilladt i nogen form på olympiske arenaer eller områder’.

At være hurtigere, højere og stærkere er reserveret til konkurrencedelen, forstås.

Så langt, så godt. Punkt 50.2 dikterer ovenstående, så det handler om at holde arme og ben i ro, hvis man som atlet ikke vil smides hjem fra legene for at agere aktivistisk sprællemand. Som amerikanerne Tommie Smith og John Carlos blev det i 1968, da de leverede et af de mest kendte, politiske statements i sportens historie.

Tommie Smith og John Carlos på medaljeskamlen ved OL i Mexico City i 1968. (Foto: Anonymous © Copyright 2016 The Associated Press. All rights reserved.)

Med bøjede hoveder, knyttede næver. Sorte handsker, sorte strømper. Historien bag billedet er genfortalt tusindvis af gange. Smith og Carlos' 'Black Power'-hilsen var et udtryk for solidaritet med den sorte borgerrettighedsbevægelse, der skyllede gennem USA.

Smith, der netop havde sat ny verdensrekord på 200 meter, og Carlos, der kom ind på tredjepladsen, fik da også verden til at spærre øjnene op. Konsekvenserne var mærkbare for de to atleter.

IOC accepterede ikke, at Smith og Jones politiserede medaljeceremonien. Det var et brud med den olympiske ånd. Tilskuerne buhede, da de forlod stadion i Mexico City.

Den Amerikanske Olympiske Komité (USOC) reagerede ved at sende Tommie Smith og John Carlos hjem fra Mexico City.

Klar tendens fra atleter

Tommie Smith og John Carlos er dog langt fra de første, som i tidens løb har brugt deres sport til mere end at konkurrere. Netop den slags politiske statements, som Smith og Carlos i 1968 afleverede i Mexico, er noget, som i høj grad er på vej tilbage.

Se blot på den amerikanske NFL-spiller Colin Kaepernick, der startede en bølge af politiske demonstrationer ved at knæle under den amerikanske nationalmelodi i forsøget på at sætte fokus på politivold.

  • Colin Kaepernick har ikke spillet i NFL siden 2016, hvor han knælede under den amerikanske nationalsang. I oktober 2017 lagde han sag an, da han mente, at ejerne af de mange NFL-hold var gået sammen om ikke at ansætte ham. I februar 2019 blev der indgået forlig i sagen. (Foto: Thearon W. Henderson © 2016 Getty Images)
  • I december blev Megan Rapinoe kåret som Sports Illustrateds ’person of the year’, i øvrigt som den blot fjerde kvinde i prisens 66-årige levetid. (Foto: Johannes Eisele © AFP or licensors)
1 / 2

Eller Megan Rapinoe, de amerikanske verdensmestre i fodbolds enfant terrible, der glædeligt bruger både grønsvær og bonede gulve til at tale om ligestilling og mangfoldighed.

Eksemplerne står i kø, og i en tid, hvor atleter er mere eksponeret end nogensinde før, er øget atletaktivisme noget, som tilskuere og tv-seere roligt kan vænne sig til.

Det er samtidig noget, som skal beskyttes langt bedre, hvis det står til Nikki Dryden, tidligere australsk OL-svømmer og nuværende advokat med speciale i menneskerettigheder.

Med udsigten til amerikansk præsidentvalg, storpolitiske fejder og øget opmærksomhed på klimaet, arbejder hun for at sikre, at atleter fremadrettet får langt bedre muligheder for at kunne bruge deres ytringsfrihed – især i olympisk sammenhæng.

- Atleter er ligesom alle andre, og deres universelle menneskerettigheder stopper ikke, når de hopper i et svømmebassin eller løber på atletikbanen. Når det kommer til atleter, er det mest væsentligt at se på, hvordan deres ytrings-, forsamlings- og foreningsfrihed bliver indskrænket.

Nikki Dryden på talerstolen under Play the Game-konferencen i Colorado i oktober. Foto: Play the Game 2019 by Thomas Søndergaard. (Foto: Thomas Søndergaard)

- De har også retten til at formidle deres ideer og tanker gennem ethvert medie uden forbehold hvilket også betyder på et olympisk podium. Det forhindrer det olympiske charters regel 50.2, siger Nikki Dryden.

Skal være klare regler

I tilfældet med Tommie Smith og John Carlos, så har historien da også vist sig at være på amerikanernes side. Så sent som i november, 51 år efter parrets berømte, knyttede næver, blev de to tidligere atleter optaget i USA’s Olympiske Hall of Fame for deres præstationer ved OL i 1968. Ved den lejlighed udtalte Tommie Smith således:

- Folk kunne ikke forstå os. Det handlede ikke om disrespekt for det amerikanske flag. Det var en chance for at sætte fokus på, at vi måtte udrydde en stupiditet kaldet racisme.

Kigger man længere tilbage i historiebøgerne, så skortede det ikke på politisk propaganda, da de olympiske lege i 1936 blev afholdt i Berlin. Den nazistiske hilsen, strakte arme i en hyldest til Adolf Hitler, vil i dag blive betragtet som et umoralsk brud på IOC’s regler. Naturligvis.

Tommie Smith og John Carlos’ knyttede næver i 1968 blev på samme måde vurderet ud fra andre samtidskriterier end nutidens, og netop derfor skal IOC ikke gøre sig til dommer over atleters ytringer, før de har lagt sig fast på en klar procedure, når det kommer til at afklare, hvad der er umoralsk eller vil forårsage offentlig uorden, mener Nikki Dryden.

  • Tommie Smith, til højre, og John Carlos bliver optaget i USA's Olympiske Hall of Fame. (Foto: Michael Ciaglo © 2019 Getty Images)
  • Amerikanske Jesse Owens gør honnør for det amerikanske flag, mens tyske Lutz Long strækker sin højre arm mod det tyske flag.
1 / 2

- Der er masser af demonstrationer, som aldrig ville bryde grænsen for immoralitet eller forstyrrelse af den offentlige orden, som det olympiske charter dækker sig ind under. Og selv hvis en demonstration gjorde netop det, for eksempel tilskyndede til vold, så er det ikke længere beskyttet tale under international lovgivning, og dermed skulle det heller ikke behandles under det olympiske charter.

- Under OL I 1968 I Mexico blev ’Black Power ’-salutten set som et upassende, indenrigspolitisk statement, men historien viser jo, at Tommie Smith og John Carlos bliver opfattet som menneskerettighedsforkæmpere den dag i dag. Derfor skal atleters aktioner i dag heller ikke bedømmes ud fra IOC’s standarder for umoralsk adfærd.

Kendskab til reglerne skal udbredes

Med tanke på den øgede atletaktivisme verden over, og med et gigantisk event som OL i Tokyo lige rundt om hjørnet, har IOC’s atletkommission lagt sig i selen for at få udbredt kendskabet til det olympiske charters regel 50.2.

To amerikanske atleter, fægteren Race Imboden og hammerkasteren Gwen Berry, fik nemlig debatten om politiske demonstrationer i sport til at blusse op igen, da de under panamerikanske mesterskaber i august henholdsvis knælede og knyttede næven på podiet.

De to atleter er nu på prøve under Den Amerikanske Olympiske Komité (USOC) indtil sommerens OL i Tokyo.

Kirsty Coventry, formand for IOC’s atletkommission og tidligere OL-guldvinder i svømning, står i spidsen for arbejdet om at uddanne atleter i at leve op til IOC’s regler, for det er netop, hvad der er brug for, mener hun.

Derfor udsendte IOC og Atleternes Kommission i begyndelsen af januar et tre sider langt dokument, som har til formål at få strammet op på etiketten forud for OL i Tokyo.

Her uddyber IOC, at atleterne ikke må bære skilte eller armbånd, der signalerer politiske budskaber. De må heller ikke hæve hånden eller knæle i protest, som Race Imboden og Gwen Berry, eller nægte at følge protokollen for de officielle ceremonier. I stedet kan man lufte sine budskaber ved pressemøder og i interviews.

- Der er en tid og et sted for atleter, der gerne vil udtrykke deres personlige holdninger om forskellige emner, som de føler stærkt for.

- Størstedelen af atleterne føler, at det er meget vigtigt, at vi respekterer hinanden som atleter, siger Kirsty Coventry.

  • Race Imboden knæler på medaljeskamlen ved de panamerikanske mesterskaber tilbage i august. (Foto: Juan Ponce)
  • Race Imboden på talerstolen ved en anti-våben demonstration i New York. (Foto: Gabriele Holtermann-Gorden © Gabriele Holtermann-Gorden)
1 / 2

En markant skærpelse af det nuværende regelsæt, som ikke er faldet i god jord hos John Carlos, der 51 år efter sin demonstration på podiet i Mexico City har svært ved at forstå, at IOC nærmest vil kriminalisere politiske ytringer i Tokyo.

- Det er nonsens, og de (IOC) er helt ude i skoven. De prøver at fjerne folks rettigheder, og det er latterligt, siger John Carlos til The Nation.

- Atleterne burde være i stand til at levere et statement fra medaljeskamlen. De bruger deres tid på at gøre, hvad de finder rigtigt. De prøver at redde liv, og ingen har retten til at fjerne dine tanker eller lægge låg på det, du vil ud med.

DIF: Budskaber kan virke stødende

Med de opdaterede regler er der samtidig lagt op til, at en udøver, der bryder reglerne, bliver kaldt til kammeratlig samtale med hele tre instanser.

IOC, atletens nationale olympiske komité samt et internationalt sportsforbund.

Konsekvenserne vil, alt afhængig af overtrædelsen, i så fald kunne koste videre deltagelse og en eventuel medalje. Den del er Danmarks Idrætsforbunds (DIF) direktør, Morten Mølholm, da også indforstået med.

Hvis OL fortsat skal være en samlende begivenhed, så kan han godt se idéen i, at IOC gør det endnu tydeligere, hvad der ikke er tilladt i det olympiske spotlight.

- For mig at se er det en balancegang, hvis man vil forsøge at undgå, at OL bliver udnyttet til at fremføre forskellige, politiske budskaber. Vi går fuldt ud ind for atleternes ytringsfrihed, men jeg har en vis forståelse for, at IOC også forsøger at beskytte ceremonierne fra politiske budskaber.

Men er der ikke et paradoks i, at OL i forvejen er så politisk et arrangement? Især hvis man kigger på åbningsceremonier, hvor IOC ikke har noget problem med, at værtslandet skruer helt op for charmen?

- Jo, det kan man sige. Jeg anerkender synspunktet omkring, at værtsbyer kan bruge deres åbningsceremonier til at vise alle deres fortræffeligheder. Og det er måske meget naturligt, når man er værtsby. Det er hele diskussionen, når man placerer et værtsskab, hvor meget risikerer man, at det bliver udnyttet. Jeg påstår ikke, at OL er politisk neutralt, men jeg kan godt forstå bestræbelserne for at forsøge at holde OL fri for politiske budskaber.

- Jeg påstår ikke, at OL er politisk neutralt, men jeg kan godt forstå bestræbelserne for at forsøge at holde OL fri for politiske budskaber, siger Direktør i DIF, Morten Mølholm Hansen. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Og hvis en dansk atlet til sommer leverer et politisk budskab som ‘Free Hong Kong’ fra medaljeskamlen, og hereftere bliver enten sendt hjem eller mister sin medalje, hvordan vil I i DIF så se på det?

- Hvis der er skabt en regel på forhånd, så er man jo nødt til at overholde den. Så kan vi synes det er sympatisk, men tingene skal jo gå begge veje. Hvis atleten har stået på sejrsskamlen og advokeret for det modsatte, så ville der være et ramaskrig i Danmark. Så det er hvor ens sympati ligger, og vores ligger selvfølgelig ved noget, vi synes er demokratisk og godt.

- Men vi bliver nødt til at tage højde for, at der er budskaber, som kan virke stødende andre steder i verden. Så hypotetisk er man jo nødt tage udgangspunkt i reglerne, og så se på, hvor stor overskridelsen betragtes som, siger Morten Mølholm.