14 dage på vand og ris: Dansk OL-medarbejder tvangsisoleret i Tokyo siden månedsskiftet

Susanne Hoeck afslutter torsdag sin to uger lange karantæne, så hun kan fortsætte OL-arbejdet.

Susanne Hoeck kan i dag sætte sidste streg på væggen. Grafik: Diede Linnet van de Mosselaar

Som en alternativ udgave af Alene i Vildmarken har Susanne Hoeck været isoleret de seneste 14 dage.

Den friske, nordnorske luft byttet ud med aircondition.

De friskfangede fisk byttet ud med tre daglige plastikbakker med ris og tilbehør.

Der har været langt til vind i håret og jord under neglene fra hotelværelset i den japanske hovedstad Tokyo, hvor hun har siddet indelukket.

For at kunne arbejde som venue photo manager, der på godt dansk kan oversættes til ansvarlig for, at fotograferne har adgang til sejlsportsatleter, -konkurrencer og - ceremonier under OL, blev Susanne Hoeck sendt i isolation på et 12 kvadratmeter stort hotelværelse efter sin ankomst til Tokyo.

- Jeg har forberedt mig på, hvad jeg gik ind til. Og jeg forestillede mig, at den største udfordring ville blive, at være alene med sine tanker, men det har sjovt nok ikke været belastende. Den fysiske inaktivitet har været den største udfordring, siger Susanne Hoeck til DR Sporten.

Natten til torsdag dansk tid kan Susanne Hoeck rulle sine to kufferter gennem hotellobbyen og sætte sanserne fri.

Alting flyder sammen i osteklokken

På klassisk fængselsmanér, og som man også har set det med deltagerne i Alene i Vildmarken, sætter Susanne en streg på væggen for hver dag, der går.

For det kan være svært at holde styr på dagene, når i morgen ligner i dag.

15. juli går turen fra hotelværelset til byen Enoshima, hvor sejladsen ved OL afholdes. (Foto: (privatfoto))

- Tiden flyder sammen. Det er som at være i et vakuum, hvor det mister betydning, hvad klokken er, og om det er nat eller dag. Jeg er nede på fire timers søvn, hvor nogle af de andre, nærmest har sovet sig igennem karantænen.

Det nærmeste Susanne Hoeck har været fysisk kontakt er, når hun har brudt reglerne en smule.

- Jeg føler mig som en lille uartig skolepige, de få gange, hvor en af karantæne-kollegerne og jeg har åbnet døren til gangen samtidig og udvekslet et par ord og så skyndt os at smække døren i, når vi kan høre elevatoren, siger Susanne Hoeck, der har haft det svært med ikke at have mulighed for at ændre på situationen.

- Der findes mange måder at dyrke selvudvikling på. Men det her er ikke den rigtige for mig. Jeg har ingen menneskelig kontakt. Som i ingen. Maden bliver stillet foran døren. Jeg er indenfor i airconditionluft, får ingen sanseindtryk eller nogen form for ydre stimuli.

- Jeg kan ikke engang sige, hvad jeg har lyst til at spise. Det er som om, alle sanser forsvinder. Jeg er endda begyndt at bruge parfume, fordi her lugter af ingenting!

Alternative løsninger på tidsfordriv

Hvordan får man tiden til at gå, når den helst skal gå så hurtigt som muligt?

Hjemmefra fik Susanne Hoeck de klassiske råd som Netflix-serier og lydbøger, men det har ikke været løsningen for hende.

- Det er helt tydeligt, at folk reagerer forskelligt på isolation. Jeg skal ikke ligge i sengen og se serier eller høre lydbøger, som mange har foreslået i bedste mening. Så får jeg pip. Jeg skal holde mig fysisk i gang, ellers går min hjerne helt i stå.

Susanne Hoeck opdaterer løbende på sin Facebook-profil om tilværelsen i isolation. (Foto: Udklip fra Facebook)

Susannes kollegaer, der også har været igennem de to ugers isolation på hotellet, er kommet med råd via appen WhatsApp til, hvordan man kan optimere tilværelsen på hotelværelset.

- Man bliver meget kreativ i sin indretning, når der kun er 12 kvadratmeter, hvor man skal spise, sove, arbejde, træne. Jeg fandt ud af, at hvis man slår sengen op ad væggen, udvides gulvpladsen med næsten fire kvadratmeter.

- Det gav helt nye muligheder. Så på med YouTube, og så har jeg både danset og ’crossfittet’ for at holde mig i gang, siger Susanne Hoeck, der til daglig er udviklingschef i Sailing Aarhus.

Og når den ikke står på træning, dans eller risretter til morgen-, middag- og aftensmad, så er Susanne kommet med et nyt bud på en OL-disciplin. Eller i hvert fald et bud på tidsfordriv. Jonglering med rispakker.

Tålmodigheden sat på prøve

Trods de alternative måder at fordrive tiden på, er det svært ikke at føle sig som 'Susanne alene i verden'.

- Når jeg sidder på tiende etage alene på et hotelværelse midt inde i Tokyo og ser min familie nyde den danske sommer i 25 graders varme, så tænker jeg, hvordan jeg nogensinde har bragt mig selv i den her situation. Frivilligt. Det er godt, det ikke varer meget længere. Min tålmodighed er stærkt udfordret lige nu. Jeg er ikke den gode udgave af mig selv.

- Min forestilling var, at det ville være rart at følge med på de sociale medier og se, hvor dejligt det er i det danske sommerland, men det gør faktisk ondt værre. Det får mig til at blive bevidst om, det jeg ikke har. Da der var EM-kamp og kunne mærke stemningen hjemmefra, blev jeg helt sorgfuld. Alle andre var med i noget, som jeg ikke var en del af.

Men det hjælper ikke meget på situationen at tænke i de baner.

- Men jeg er ikke typen, der sovser rundt i selvmedlidenhed. Heller ikke, når jeg mærker savnet. Jeg har det, jeg har, hvor jeg er lige nu. Privilegiet i, at ingen forstyrrer mig. Sådan bliver jeg nødt til at tænke.

Isolation ikke til at komme udenom

På trods af at Susanne Hoeck er vaccineret, er der ingen kære mor for hende og kollegaerne, da hun er inddelt i en gruppe, der ikke bliver taget særligt hensyn til, når det gælder isolation efter indrejse til Japan. Modsat atleterne eksempelvis.

- Vi skal tage Covid-19 seriøst, og den gruppe jeg indgår i, bliver brugt til at vise, at man gør noget for at begrænse smitten.

- Vi er en meget lille gruppe af internationale eksperter, der er ansat af den olympiske planlægningskomité (TOCOG), som er et politisk organ under regeringen. Og netop fordi, vi er så lille en gruppe, kan vi bruges til at markere, hvor stramt styret, det er. Også selvom vores gruppe reelt er dem med mindst smitterisiko, da alle er vaccinerede. Men man kan eksempelvis ikke sende 6.000 pressefolk i 14 dages isolation, siger Susanne Hoeck.

Gruppen af udenlandske ansatte består ifølge Susanne Hoeck af omkring 35 personer, hvor hun er eneste dansker. De resterende cirka 4.000 ansatte er japanere.

- Situationen er, som den er. Og det respekterer jeg. Men det er svært for sådan nogen som os helt at forstå, at vi skal igennem det her, fordi vi synes, at den sunde fornuft også må have en vis betydning, siger Susanne Hoeck.

Sund fornuft eller ej, så er Susanne Hoecks udsigter til frisk luft lige om hjørnet, for om få timer går turen fra hotellet sydpå mod Enoshima, hvor hun mødes med sit team, der skal få sejlsporten til at spille ved dette års Olympiske Lege.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk