Basketstjerne anklager olympisk komité for 'white washing' efter photoshoot med hvide atleter

Basketstjernen Liz Cambage er langt fra tilfreds med sin nationale olympiske komité efter en promo-billedserie frem mod OL.

Basketstjernen Liz Cambage har kritiseret den australske olympiske komité for manglende fokus på diversitet. (Foto: Nick Wass)

Den australske basketstjerne Liz Cambage anklager den australske olympiske komité for white washing.

- I gør virkelig alt for at fjerne farvede personer fra forgrunden af billedet, når det er sorte atleter, der fører an, lyder det fra Cambage på det sociale medie Instagram.

Den australske stjerne havde tidligere meldt ud, i sidste uge, at hun ville se en større indsats fra den australske olympiske komité for at vise atleternes diversitet, og hun havde truet med blive væk fra OL i Tokyo til sommer.

Omdrejningspunket for at Cambage rejste sin kritik var en billedserie med australske OL- og PL-atleter, hvor Australiens officielle OL- og PL-uniform blev afsløret.

Den australske nationale olympiske komité havde sendt ti atleter afsted til fotografering i uniformen. Ni af dem var hvide.

- Hvordan skal jeg repræsentere et land, der ikke engang repræsenterer mig?, spurgte Cambage retorisk på Instagram ledsaget af hashtagget #whitewashedaustralia.

White washing er en praksis, hvor hvide personer vælges frem for andre, som især filmbranchen i Hollywood er blevet beskyldt for, hvor hvide skuespillere spiller ikke-hvide roller.

Et af de to billeder, der er blevet omdrejningspunktet for Liz Cambages kritik af den australske olympiske komité. (Foto: NICK MULVENNEY © Scanpix)

- Indtil jeg ser jer gøre mere, vil jeg sidde over, skrev hun videre og taggede den australske olympiske komité.

Det fik straks den australske olympiske komité til at udsende en pressemeddelelse, hvori komitéen skriver, at den anerkender Liz Cambages pointe.

- De udvalgte atleter kunne og skulle bedre have reflekteret den rige diversitet af atleter, der repræsenterer Australien ved de olympiske lege.

- Vi forsvarer stolt vores historik med diversitet, og der vil være yderligere billedserier, der vil reflektere vores store mangfoldighed af udøvere, skrev den australske olympiske komité i pressemeddelelsen.

Gør det for alle dem, der ser med

Men i denne uge blæser der andre vinde fra den australske basketstjerne. I en række stories på Instagram fortæller Liz Cambage, at hun ikke sidder over legene i Tokyo.

- Jeg vil spille med mine søstre, som jeg har spillet med siden jeg var lillebitte, og jeg vil spille for alle de brune børn i Australien, der ser mig, skat. Jeg gør det for jer, siger hun i videoen.

  • Liz Cambage spiller center på basketbanen. Hun spiller normalvis for Las Vegas Aces i den amerikanske WNBA, men på grund af coronapandemien repræsenterer hun lige nu Southside Flyers i hjemlandet. (Foto: John Locher)
  • Liz Cambage vandt OL-bronze med det australske landshold i 2012 i London. (Foto: Andres Gutierrez)
1 / 2

Cambage har længe været en stærk stemme i kampen mod sociale uretfærdigheder i Australien, og hun sagde, at hun ikke har tænkt sig at stoppe nu, selvom flere australske sportspersonligheder har følt sig stødt over hendes seneste udtalelser.

En af dem er den tidligere tennisspiller, Todd Woodbridge, der selv vandt OL-guld i løbet af karrieren.

- Hvorfor gøre det på den måde med vrede og trusler? Du kan ikke true med at trække dig fra at repræsentere dit land. Du har privilegiet af at repræsentere dit land og gøre noget særligt, sagde Woodbridge til den australske tv-station Channel 9.

Men Liz Cambage har ikke tænkt sig at trække sig fra debatten.

- Alt det had i giver mig, jeg elsker det. Det får mig til at presse på for mere, siger Liz Cambage til Reuters.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk