Cecilie Uttrup Ludwig: 'Der er ikke nogen, der skal fortælle mig, hvad jeg kan, og hvad jeg ikke kan'

Som pige drømte hun om at deltage ved De Olympiske Lege. For fem år siden blev hun valgt fra af Danmarks Idrætsforbund. Nu skal en af verdens bedste cykelryttere køre om OL-medaljer for Danmark.

- Jeg har drømt om at komme til OL, siden jeg var en lille pige. OL er jo det vildeste!

Ordene er Cecilie Uttrup Ludwigs, verdens sjettebedste kvindelige cykelrytter. Til daglig er hun kaptajn for det franske cykelhold, Francaise des Jeux, men i den kommende tid skifter hun holdets blå-hvide trikot ud med en, der vækker endnu større stolthed i den 26-årige cykelrytter.

Sammen med Emma Norsgaard skal Uttrup Ludwig søndag den 25. juli forsøge at hente guld hjem til Danmark i landevejsløbet for kvinder ved De Olympiske Lege i Tokyo. 

-Det bliver jo bare en kæmpe oplevelse. Mit mål er at repræsentere Danmark på bedste vis

Med fem års forsinkelse får Uttrup Ludwig – der er noget så sjældent som en dansk bjergrytter i verdensklasse - lov til at blive en del af den olympiske familie.

Foto: Thomas Skou/DR

Drømmen som aldrig gik i opfyldelse

Det var ellers tæt på op til legene i Rio i 2016. Da en russisk cykelrytter meldte afbud kort forinden legene begyndte, fik Danmark tilbudt en OL-plads, men selvom Uttrup Ludwig var klar til at rejse til Rio, takkede Danmarks Cykle Union og Danmarks idrætsforbund nej til OL-pladsen. Det ville ikke give mening at sende en dansk rytter afsted med så kort varsel, lød begrundelsen.

En begrundelse Cecilie Uttrup Ludwig ikke forstod meget af, da DR Sporten efterfølgende talte med hende.

- Jeg synes nu engang, at man må spille med de kort, man har fået. Ellers var der vel heller ikke nogen grund til at sende et helt fodboldhold afsted i ’92.

Hvordan bliver man kvindelig cykelrytter?

At Uttrup Ludwig nu skal køre med om olympiske medaljer i Tokyo er et udtryk for danskerens ukuelige natur.

Som kvindelig atlet i den mandsdomineret cykelsport, har Uttrup Ludwig selv måtte skabe sin vej til verdenseliten, og ligesom tilfældet er det for landsholdmakkeren, Emma Norsgaard, er Uttrup Ludwig blevet cykelrytter på trods.

- Der er mange, der har fortalt mig, at jeg aldrig nogensinde kunne blive professionel som kvinde: "Du kommer aldrig til at leve af det”.

- Men hver gang jeg ikke er blevet udtaget til et løb eller har fået at vide, at der er noget, jeg ikke kan, har det bare kastet mere benzin på bålet.

- Der er ikke nogen, der skal fortælle mig, hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan.

Inden turen gik til Tokyo, blev Cecilie Uttrup Ludwig overrasket under en træning af bandet Carpark North og DR Pigekoret samt venner, familie og trænere. Bandet har nemlig skrevet DIF’s officielle OL-sang som en hyldest til Danmarks OL-atleter, og cykelrytteren blev her en del af musikvideoen. Se og hør Carpark North spille OL-sangen ´Vi kommer alle et sted fra’ og se Cecilie Uttrup Ludwigs reaktion her:

Tilrettelægger af video: Karina Kold. Foto/klip: René Sascha Johannsen/Mikkel Suppras.

Opskriften på succes: Find din egen vej

Som 13-årig forelskede Uttrup Ludwig sig i cykelsporten ved et tilfælde, da den lokale cykelklub i Herlev, KCK, fejrede 90 års jubilæum. Snart måtte klubbens eneste pige vinde de jævnaldrende drenges respekt ved at køre fra dem på landevejen, og støt voksede hendes kærlighed til sporten.

I sit første løb udenfor Danmarks grænser kørte en 17-årig Uttrup Ludwig en sølvmedalje i enkeltstart hjem til Danmark ved junior-verdensmesterskabet i Holland, hvilket for første gang fik sølvvinderen til at stille sig selv et meget vigtigt spørgsmål:

- ”Hvis jeg arbejder hårdt nok, kan jeg så blive professionel?".

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Thomas Skou/DR

Med en spirende drøm i maven drog Cecilie Uttrup Ludwig derfor på en usædvanlig udlandsrejse for at komme tættere på sit mål om at blive professionel cykelrytter.

Efter hun havde fået sin studenterhue, pakkede hun sin bil og kørte til Holland og Belgien, hvor kvindecykling er langt større end i Danmark, for at køre gadeløb.

- Dér kørte jeg cykelløb flere gange om ugen. Det var totalt på egen hånd. Jeg boede i et skur og det var virkelig ringe forhold, når jeg husker tilbage på det, men det var en helt vild oplevelse.

Særligt hollænderne er en nation af dygtige cykelryttere i den kvindelige cykelsports verdenselite.

Fire af verdens fem bedste cykelryttere er hollændere, og ved gadeløbene i Holland stiftede den spirende danske stjerne for første gang bekendtskab med sine idoler.

Her var verdensmesteren Annemiek van Vleuten, den olympiske mester Anna Van der Breggen og den mest vindende cykelrytter i historien, Marianne Vos.

-I Holland og Belgien kan løbsarrangørerne invitere alle stjernerne og betale dem for at komme, så jeg kørte mod alle de ryttere, jeg så op til. Det var en vild oplevelse.

- Selvom det kun var gadeløb, så var det sindssygt fede cykelløb. Det var så fedt at mærke stemningen. Tænk at kunne leve af det!

Et talerør for kvindecyklingen

Siden 2017 har Cecilie Uttrup Ludwig, som i dag er bosiddende i den catalanske by, Girona, været professionel cykelrytter.

Danskeren slog for alvor igennem i den internationale offentlighed i 2019, da hun endte på tredjepladsen i cykelløbet Flanderen Rundt, som er et af cykelsportens ældste og mest prestigefyldte løb – en såkaldt ’klassiker’.

Det belgiske cykelløb arrangerer, modsat Tour de France, både cykelløb for mænd og kvinder, og selvom Uttrup Ludwig ikke vandt løbet, kom hun euforisk i mål efter 160 forårskolde kilometer.

Foto: Thomas Skou/DR

Høj over at kunne køre op mod de bedste i verden på nogle af cykelsportens mest legendariske brostensveje, artikulerende Cecilie Uttrup Ludwig grinende og euforisk sin oplevelse i sådan en grad, at hun fik hele den internationale cykelpresse til at forelske sig i hende.

Herefter leverede hun den sætning, som siden er blevet en hendes varemærke:

“Paaam! Let’s put the hammer down! “

Interviewet gik viralt, og pludselig var Cecilie Uttrup Ludwig en kultfigur i hele cykelsporten med en mulighed for at skabe øget opmærksomhed om international kvindecykling.

En mulighed hun forsøger at håndtere bedste muligt.

-Når jeg bliver interviewet eller kommer i medierne, føler jeg et ansvar for mine kvindelige kollegaer og for min sport. Det skal bruges til noget godt, mand. Vi skal gøre en forskel!

- De små piger, der vokser op i Danmark, skal da se, at de har de samme muligheder for at cykle, som hvis de var drenge.

Et emne, danskeren flere gange har udtrykt sig kritisk om, er, at de kvindelige cykelryttere ikke får lov til at køre på de samme sceniske ruter som herrerne, hvilket gør kvindernes cykelløb mindre underholdende at se på og derfor mindre seervenlige.

- Når der er mere TV-eksponering, så er der flere penge. Er der flere penge, kommer der flere hold til, og så vil niveauet i løbene blive højere. Det er sådan en god cirkel, vi skal ind i. Men det starter med mere TV-tid.

Den længeventet sejr kom op til OL

Selvom Uttrup allerede har kørt mange topplaceringer hjem og derfor har ligget på verdensranglistens top 10 de seneste år, har danskeren længe manglet en sejr i et af cykelsportens højest rangeret løb, de såkaldte World Tour-løb. Danskeren lider under at være en mere udholdende, end en hurtig rytter.

Men den 22. maj i år fik Uttrup Ludwig endelig lov til at smage sejrens sødme, da hun vandt 3. etape i World Tour-løbet Vuelta a Burgos.

Foto: Thomas Skou/DR

Sejren har fyldt danskeren med selvtillid op til OL.

-Det føles rigtig godt. Jeg tror ikke, der findes mange andre bedre følelser. At løfte hænderne i vejret ind over stregen. Det fås ikke meget bedre.

Søndag den 25. juli skal Cecilie Uttrup Ludwig i konkurrence ved De Olympiske Lege, når kvindernes landevejsløb køres ved egene i Tokyo

-Det har været hårdt arbejde i mange år, men hvis man arbejder hårdt nok for det, så skal man nok få lov en dag. Nu skal der bare gives gas.

FacebookTwitter