80 procent af de danske atleter dropper åbningsceremonien: ’Vi vil ikke tage nogen chancer’

Kun 22 danske atleter kommer til at gå ind til åbningsceremonien fredag.

Caroline Wozniacki gik med den danske fane i Rio. (Foto: © Kai Pfaffenbach, Scanpix Denmark)

Åbningsceremonien er en af de helt store traditioner ved OL, men det er også en tradition, som kun få danske atleter har valgt at deltage i til årets OL i Tokyo.

Mere præcist er det kun 22 ud af de 111 danske atleter, der følger fanen ind fredag.

For selvom det er spektakulært at se den olympiske flamme blive tændt, så er ventetiden også meget lang, forklarer den danske badmintonspiller Viktor Axelsen, som er en af dem, der har takket pænt nej til invitationen fredag.

- Jeg er kommet til OL for at præstere bedst muligt. Til en åbningsceremoni er der en del ventetid, hvor du skal stå op, mens du venter på at gå ind. Det er jeg ikke så interesseret i, når jeg skal spille lørdag, forklarer han.

Også de to roere Fie Udby Erichsen og Lærke Berg kommer til at overvære åbningen fra hotelværelset, fortæller førstnævnte.

- Du står op rigtig længe til en åbningsceremoni, og vores vigtigste redskab er vores ben. Det kommer til at gøre vores ben trætte, og vi har trænet i mange år for at peake nu. Derfor vil vi ikke tage nogen chancer. Det ville være rigtig dumt.

En stor oplevelse

Til gengæld kommer judokæmperen Lærke Marie Olsen til at følge de to danske fanebærere, Sara Slott Petersen og Jonas Warrer, ind på det olympiske stadion fredag eftermiddag sammen med 19 andre atleter.

En oplevelse hun glæder sig til, selvom det havde været ’sjovere’, hvis der havde et publikum til at overvære den traditionsrige indmarch, siger hun.

- Jeg glæder mig rigtig meget, og jeg er rigtig glad for, at jeg kan gå med

- Det er lige som tegnet på, at nu er det nu, det hele begynder, siger hun.

Og der er også rigeligt at glæde sig til, fortæller Viktor Axelsen, som selv oplevede indmarchen ved det seneste OL i Rio for fem år siden.

- Det var en kæmpe oplevelse senest, fordi der var så mange tilskuere, der var så mange farver, og det var bare et kæmpe show. Det var virkelig en stor oplevelse, erindrer han.

Du kan se åbningsceremonien direkte på DR1 fra klokken 12.10 i morgen.