Anne-Marie Rindom på guldkurs med foreløbig førsteplads: 'Jeg vil give mig selv en ret høj karakter'

Anne-Marie Rindom ligger efter seks af i alt ti sejladser nummer et i laser radial-klassen.

Anne-Marie Rindom holdt et stabilt niveau i dagens to sejladser. (Foto: © Emil Hennings)

Anne-Marie Rindom har fået en fremragende start på OL. Efter tre dage på vandet har hun lagt sig i spidsen og sat kurs mod guld.

Dagens to sejladser gav to fjerdepladser, hvilket rykkede hende fra en samlet tredjepladse og op som foreløbig nummer et i laser radial-klassen.

Tilbage på land fangede DR Sporten en tilfreds Rindom, der dog gerne vil forbedre sig inden de fire sidste sejladser og den vigtige medaljesejlads.

Hør Anne-Marie Rindom sætte ord på dagens sejlads og den foreløbige førsteplads her:

- Jeg kan mærke nervøsiteten i maven, og når det blæser meget, er adrenalinen helt oppe at køre. Det føles som at være til eksamen, og det er vildt ubehageligt. Men omvendt har jeg også prøvet det masser af gange før, så jeg ved godt, hvordan jeg skal tackle det, siger Anne-Marie Rindom.

Den 30-årige danske sejler er endt blandt de bedste seks i fem af sejladserne. I fjerde sejlads blev hun nummer tretten.

- Det har ikke været perfekte sejladser, og det er heller ikke det, vi går efter. Vi går efter at sejle et godt stævne, fordi til OL er der bare så mange ting, der kan ske.

- Så jeg vil give mig selv en ret høj karakter. Jeg synes godt, at jeg efter en dag som i dag kan klappe mig selv på skulderen og være stolt af det, siger Rindom.

Anne-Marie Rindom (th.) hentede bronze i laser radial-jollen ved OL i Rio i 2016. (Foto: © BENOIT TESSIER, Scanpix Denmark)

I morgen står den på hviledag, inden syvende og ottende sejlads venter torsdag. Medaljerne bliver fordelt søndag den 1. august.