Døvblind stjernesvømmer trækker sig fra PL i protest: 'Hvor er mine rettigheder?'

Den tredobbelte PL-guldvinder Rebecca Meyers kommer ikke til PL i Tokyo.

Amerikanerne kommer til at undvære en af deres store guldfavoritter til PL. (Foto: Bent K Rasmussen © Scanpix Danmark)

- Nok er nok.

De tre ord kommer fra den amerikanske parasvømmer Rebecca Meyers, der vandt tre guldmedaljer og en sølvmedalje ved det seneste PL.

Ifølge hende har USA’s Olympiske og Paralympiske Komité (USOPC) gentagne gange afvist, at hun må have en personlig hjælper med til PL i Tokyo.

Derfor har hun i en "hjerteskærende" protest valgt at trække sig fra konkurrence. Det skriver hun på Twitter.

- Jeg er vred, jeg er skuffet, og jeg er ked af, at jeg ikke skal repræsentere mit land, lyder det, inden hun også tilføjer, at USOPC "gentagne gange har afvist hendes ønsker om en personlig hjælper til PL".

I stedet har USOPC besluttet, at der kun skal være én hjælper til USA’s 34 parasvømmere, skriver Rebecca Meyers i en klumme hos USA Today.

At have en personlig hjælper er ifølge Meyers uundværligt til konkurrencer, da hun er både døv og blind.

Derfor er det en "yderst uheldig" situation, som den amerikanske svømmer er endt i, siger John Peterson, som er formand i Parasport Danmark.

- Det virker godt nok voldsomt, hvis de kun har én hjælper til 34 atleter.

Rebecca Meyers har efter sit afbud også fået støtte fra flere amerikanske senatorer.

"Skammeligt" lyder det blandt andre fra Ben Cardin, som er senator i Rebecca Meyers hjemstat, Maryland.

Kan ikke udelukke, at danske atleter kommer i klemme

Siden 2017 har Rebecca Meyers haft sin mor som en personlig hjælper, der bruges til at navigere og løse forskellige udfordringer undervejs.

Men på grund af corona er det altså ikke en mulighed i Tokyo, forklarer Meyers, inden hun igen sætter et stort spørgsmålstegn ved den beslutning, der er blevet taget af USOPC.

- Hvorfor slås jeg stadig for mine rettigheder som handicappet, når vi skriver 2021? Jeg råber op for at hjælpe fremtidige generationer af paraatleter, og jeg håber aldrig, at de skal gå gennem den samme smerte, som jeg er i gennem.

Reaktionen kan John Peterson godt forstå, og han kalder det "synd", "trist" og "uheldigt", at Rebecca Meyers har set sig nødsaget til at melde afbud til PL.

Han har ikke kendskab til, at der skulle være lignende problemstillinger i Parasport Danmark forud for PL.

- Jeg føler mig rimelig tryg ved, at der ikke er nogle danske atleter, der kommer i klemme. Men jeg kan selvfølgelig ikke udelukke det, selvom det ville undre mig meget, siger han.

OL- og PL-værtsbyen Tokyo kæmper i øjeblikket med en stigning i antallet af coronatilfælde kort før OL-åbningsceremonien på fredag.

Derfor er der lavet mange restriktioner i byen, og det er blandt andet besluttet, at OL i år er helt uden tilskuere.

PL begynder den 24. august og kan følges direkte hos DR.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk