'Erfaring og viden er uvurderlig': Danmark risikerer, at konkurrenter stjæler olympiske nøglepersoner

Kontraktudløb kan sende danske specialister - og dermed også konkurrencefordele - direkte i armene på olympiske konkurrenter.

Lone Hansen og Team Danmark arbejder på højtryk for at fastholde nøglemedarbejdere, der har kontraktudløb til sommer. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

Kloge hoveder er dejlige at have. Tilsvarende trælse at undvære.

Derfor står Team Danmark også med en række presserende udfordringer - løse ender, om man vil - efter udsættelsen af OL til 2021, erkender direktør Lone Hansen.

Flere allerede frugtbare samarbejder hænger løst på det olympiske træ,

kontrakter
løber ud, og venter man for længe, risikeres det, at de falder mod jorden direkte ned i favnen hos konkurrenterne.

Tag det danske banelandshold som eksempel, der for en måned siden havde både VM-guldmedaljer og verdensrekorder med hjem fra Berlin. Opskriften på dansk succes synes fundet, men OL-udsættelsen betyder, at landstræner Casper Jørgensen kan miste værdifulde

kompetencer
.

Den tidligere VM-medaljetager, briten Dan Bigham, der arbejder med at optimere banelandsholdets tekniske setup, har kontraktudløb til sommer. Det samme gælder analytiker Casper Folsach.

- Vores helt store frygt ville være, hvis de begyndte at arbejde med nogle af vores direkte konkurrenter, siger Casper Jørgensen til

DR
Sporten.

- Derfor håber vi rigtig meget på, at der kan findes nogle midler til, at vi kan ansætte de folk frem mod det 'nye OL', siger banelandstræner Casper Jørgensen.

Han og teamet bag landsholdet har 'ingen interesse i at slippe dem'. Det er de simpelthen for dygtige til, lyder det.

Og Casper Jørgensen synes, at det ville være 'rigtig bittert', hvis flere års arbejde ender med at sende lande som Storbritannien, New Zealand eller Holland forbi Danmark på medaljeskamlen næste sommer.

Med tre verdensrekorder på to dage bragede banelandsholdet for en måned siden afsted i Berlin og vandt samtidig VM-guldet i 4000 meter holdforfølgelsesløb. (Foto: Kacper Pempel © Scanpix)

- Det er noget, vi er meget opmærksomme på, fordi vi har været gode til at tiltrække nogle af dem, som virkelig har flyttet og betydet noget for idrætterne, siger Team Danmarks direktør, Lone Hansen, til

DR
Sporten.

Med nøglepersonernes kontraktudløb ophører også aftalerne om fortrolighed. Og i en verden, hvor hundrededele af sekunder eller millimeter kan være forskellen på succes og fiasko, er forretningshemmeligheder ikke noget, man rutter med.

- Nogle af de ting vi har arbejdet med, synes vi ikke andre skal vide, før vi er på den anden side af OL. Vi kunne godt tænke os at bevare dem, så vi har kortene tæt til kroppen, siger Team Danmarks direktør.

- En symbiose af erfaringer og viden er

uvurderlig
.

Vil undgå, at der kigges med over skulderen

Der arbejdes målrettet på at finde løsninger, men med et olympisk pendul, der p.t. svinger ude af takt, har Team Danmark også en ny økonomisk situation, der skal findes hoved og hale i.

Ingen bliver hængende for deres blå øjnes skyld, men flere af dansk eliteidræts mest markante støtter har dog allerede meldt ud, at de fortsat bakker op om de olympiske drømme - også i 2021.

Salling Fondene har til Århus Stiftstidende udtalt, at 'de er positivt indstillede', ligesom investeringsfirmaet KIRKBI, som ejes af Lego-familien, skriver i et mailsvar til

DR
Sporten, at 'udskydelsen af OL ikke kommer til at ændre' deres støtte til dansk eliteidræt.

Det er

afgørende
, hvis Team Danmark selv skal høste resultaterne af mange års investeringer og ikke ende i en potentiel hjerneflugt, siger direktør Lone Hansen.

- Lige nu synes vi, at vi har opskriften på noget – især i banecykling. Og det ville være rigtig trist, hvis andre kigger os over skulderen for tidligt.

- Og det arbejder vi på at finde løsninger på.