To gule flag gav Rindom sort dag i guldkampen: Danskeren i tårer på vandet

Den danske sejler har været helt suveræn, men fredag gik det galt.

Danske Anne-Marie Rindom lå lunt i svinget til at vinde OL-konkurrencen i disciplinen Laser Radial, men fredag blev lidt for spændende. (Foto: 10060 Henrik Montgomery/TT © Ritzau Scanpix)

Dagen startede lys for Anne-Marie Rindom, der skulle sejle de to sidste af i alt ti indledende sejladser i sin Laser Radial-jolle.

Det var faktisk muligt for hende at sikre Danmark en guldmedalje allerede før finalen søndag morgen dansk tid.

Men pludselig gik det hele i sort for den 30-årige dansker.

Her får du en opsummering af Anne-Marie Rindoms dramatiske dag ved OL i Tokyo:

Heat 9: Dårligste placering ved OL

Hun gik ind til dagens to sidste indledende sejladser på en klar førsteplads.

Men i dagens første sejlads gik det galt for den danske sejler. Hun var helt nede som nummer 24 ved det første mærke - og lidt senere lå hun endnu længere nede som nummer 30.

Hen i mod slutningen af sejladsen kom hun lidt bedre med, men det blev kun til en 26. plads.

Det er hendes hidtil dårligste placering i OL-konkurrencen, men da alle deltagere kan trække deres dårligste placering fra, lå Anne-Marie Rindom fortsat sikkert i svinget til guld.

Hendes dårligste placering indtil i dag var en 13. plads, og den bliver nu regnet med i det samlede resultat. Undervejs i runden fik Anne-Marie Rindom også et såkaldt gult flag - en advarsel.

Heat 10: Nyt gult flag

I den 10. og sidste indledende runde gik det så helt galt for Anne-Marie Rindom.

I starten af runden lagde Anne-Marie Rindom sig helt op ad sin nærmeste konkurrent, hollandske Marit Bouwmeester, før start. Men efter at have været i infight med hollænderen, som fik danskeren til såkaldt at pumpe med roret, fik danskeren endnu et gult flag.

Ifølge Rindom selv var begge hendes gule flag 'helt fair'.

Normalt betyder to gule flag, at sejleren diskvalificeres, men så blev der dømt omstart.

Før omstarten nåede Anne Marie-Rindom dog ikke at tale med sin træner, og det efterlod hende i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet måtte sejle med i omsejladsen, fortalte danskeren til DR efter sejladsen.

Sejlede hun med, selvom hun ikke måtte, ville hun få tildelt point i sejladsen, som hun ikke kan trække fra sit samlede resultat - og dermed risikerede hun at ryge langt ned i rækkerne.

Hun startede med at sejle, men trak sig fra sejladsen før det første mærke.

På tv-billederne var det tydeligt, at Anne Marie-Rindom slet ikke kunne forstå, hvad der var sket. Hun var dybt frustreret og i tårer.

- Jeg tog et valg, og det var det forkerte valg. Det er bare vildt skuffende. Jeg kan stadig ikke helt rumme det, sagde Anne-Marie Rindom efter sejladsen.

Hvad betyder alt det her for finalen?

Anne-Marie Rindom endte altså med ikke at deltage i tiende og sidste sejlads i indledende runde.

Derfor blev hun noteret for en sidsteplads, mens konkurrenterne indhentede en stor del af danskerens forspring i den samlede stilling.

Anne Marie-Rindoms forspring svinder dermed fra 21 til 7 point.

Det er dog stadig Anne-Marie Rindom, der er i front før finalen på søndag, og får hun minimum en fjerdeplads i medaljesejladsen, sikrer hun OL-guldet.

- Det er gået forrygende hele ugen, så derfor er virkelig hårdt at stå i sådan en situation her. Men der er selvfølgelig alt at kæmpe for på søndag, sagde danskeren umiddelbart efter sejladsen.

Den afgørende medaljesejlads er søndag morgen.