Hos en lille nation i Nordatlanten kan Sverri Nielsen i nat blive den største

Sverri Nielsen kæmper i nat for OL-metal i singlesculler.

Sverri Nielsen er medaljefavorit i singlesculler, og det kan mærkes på Færøerne. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Han har vundet EM-guld og EM-sølv, men hvis Sverri Nielsen i natten klokken 02.45 dansk tid henter en OL-medalje i sin singlesculler, så vil han være udødeliggjort på Færøerne, lyder det fra journalisten Heðin Arge, der arbejder for Kringvarp Føroya.

Du kan se et kort sammendrag af Sverri Nielsens semifinaleløb herunder.

Som færing har Sverri Nielsen dansk statsborgerskab, og han har da også boet i Danmark de seneste ti år. Derfor stiller han også op under rød-hvide faner, men med færøske farver på sin båd.

Det betyder dog ikke, at det færøske folk ikke ser ham som en af deres.

- Der er en ekstrem stor interesse for Sverri, og medierne har fulgt ham tæt hele vejen. Alle har været utrolig spændte, siger Heðin Arge.

Især evnen til at blive ved, når det gør ondt, er en kvalitet, som tiltaler Sverri Nielsens landsmænd fra Færøerne.

- Vi er en meget lille nation, så det er noget helt særligt og gør os stolte, at vi kan hamle op med verdenseliten. Sverri er en fighter, og det er der tradition for virkelig at anerkende her på Færøerne, siger Heðin Arge.

Kan betegnes som en legende

Sverri Nielsen er en af forhåndsfavoritterne til medaljer i Tokyo, og da den tyske europamester Oliver Zeidler i semifinalen blot blev nummer fire, så er den største konkurrent slet ikke med i vandet, når det går løs.

Forhåbningerne om medalje var på forhånd store, men nu begynder det også at dufte en smule mere ædelt, hvis ellers den 27-årige roer rammer dagen.

Uanset hvad, så vil Sverri Nielsen i hvert fald blive modtaget som en helt, når han vender tilbage fra Tokyo, siger Heðin Arge.

- Sverri er der, hvor han kan betegne sig som en legende på Færøerne. Det, han er i gang med lige nu, er noget stort, som vi ikke har set på Færøerne før. Han har vist sig at være ekstrem seriøs og er et kæmpe forbillede for alle atleter på Færøerne.

Sverri Nielsen i sin båd, der bærer de færøske farver. (Foto: LEAH MILLIS © Ritzau Scanpix)

- Sverri kan glæde sig til at komme hjem til Færøerne og få en masse rosende ord og vide, at han har gjort virkelig mange færinger glade. Det bliver en stor festdag, siger Heðin Arge.

Vent med hyldest

For Sverri Nielsen selv, så er der dog ingen grund til at rulle hverken rød løber ud eller sende konfettien i omløb, før han når over stregen.

Han har kun tankerne på at præstere, og så må alt det andet komme senere.

- Jeg er glad for opbakningen fra Færøerne, men det er ikke noget, jeg vil tænke for meget over. Jeg vil bare gerne fokusere på mig selv og leve op til mine egne forventninger og det niveau, jeg har, uden for meget eksternt pres. Jeg vil hellere vente med at blive hyldet til, der er noget at hylde mig for, sagde han til DR Sporten inden finalen.

Sverri Nielsen dyster om OL-guld klokken 02.45 dansk tid. Løbet kan ses på Discovery.

Facebook
Twitter