Hviderusser nægter at tage hjem fra OL: Lande står i kø for at tilbyde hende asyl

Atletikudøveren Kristina Timanovskaya har opnået asyl i Polen.

Den hviderussiske atletikudøver Krystsina Tsimanouskaya er en ombejlet kvinde. Flere lande tilbyder hende politisk asyl. (Foto: Issei kato © Ritzau Scanpix)

Dramaet om den hviderussiske OL-sprinter Krystsina Tsimanouskaya udvikler sig time for time.

En række europæiske lande har stillet sig i kø for at tilbyde hende politisk asyl, efter at hun har nægtet at rejse hjem til Hviderusland som følge af kontroverser med sit forbund.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters besøgte hun tidligere mandag den polske ambassade i Tokyo.

Få timer efter udstedte Polen et humanitært visum til hende, skriver landets udenrigsminister Marcin Przydacz på Twitter.

Den 24-årige Krystsina Tsimanouskaya stillede ikke til start i sit indledende heat på 200 meter i Tokyo forleden. Det ville hun ellers gerne.

Ifølge sprinteren havde ledere fra Hvideruslands olympiske komité planer om at tvinge hende på et fly hjem, efter at hun i en video på Instagram havde kritiseret det hviderussiske atletikforbund.

Forbundet havde angiveligt planlagt, at Krystsina Tsimanouskaya i stedet skulle deltage i en stafet ved OL - uden at hun vidste det.

- Jeg fortalte offentligt om det. Cheftræneren kom så hen til mig og sagde, at han havde fået en ordre om at fjerne mig, fortalte Krystsina Tsimanouskaya til Reuters søndag aften.

Beskyttet af IOC

Hun hævder, at hun søndag blev hentet af det hviderussiske trænerteam på sit hotel, blev bedt om at pakke sine ting, for derefter mod sin vilje at blive kørt direkte i lufthavnen i Tokyo.

Men hun fik fat i japanske betjente og opholder sig nu på et lufthavnshotel, arrangeret af Den Internationale Olympiske Komité, IOC. Ifølge den britiske avis The Guardian er FN's flygtningeagentur også inde over sagen.

Du kan høre Krystsina Tsimanouskaya fortælle om situationen i videoen:

Udover Polen har blandt andet Tjekkiet og Frankrig tilbudt, at Krystsina Tsimanouskaya kan få politisk asyl.

- Det ville være en ære for Europa at tilbyde hende det, sagde den franske EU-minister Clement Beaune til en fransk radiostation ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Protester i Hviderusland

Tilbage i maj tvang de hviderussiske myndigheder et passagerfly fra Ryanair væk fra sin rute og ned i den hviderussiske hovedstad, Minsk, hvor en kendt systemkritiker blev hevet af flyet og anholdt.

Siden har protesterne i Hviderusland udviklet sig måned for måned, mens præsident Aleksandr Lukasjenko har strammet skruen. Flere atleter har deltaget i protesterne og er efterfølgende blevet fængslet.

  • Der har udspillet sig et større drama mellem Krystsina Tsimanouskaya på den ene side og det hviderussiske forbund og hendes trænere på den anden. (Foto: Issei kato © Ritzau Scanpix)
  • Den 24-årige sprinter, der har deltaget ved de indledende heats i 100 meter, kritiserede sine trænere offentligt på Instagram, fordi de ville have hende til at løbe 4x400 stafet torsdag. (Foto: Issei kato © Ritzau Scanpix)
  • Krystsina Tsimanouskaya opsøgte og blev hjulpet af japansk politi i lufthavnen i Tokyo. (Foto: REUTERS FILE PHOTO © Ritzau Scanpix)
1 / 3

Krystsina Tsimanouskaya frygter, at hendes handlinger i Tokyo kan få konsekvenser for hende i hjemlandet.

- Jeg tror, jeg er i sikkerhed. Jeg er sammen med politiet. Jeg tager ikke hjem til Hviderusland, sagde hun søndag.

Ifølge Hvideruslands olympiske komité blev hendes hjemsendelse igangsat på lægers opfordring.

Komitéen har taget beslutningen på baggrund af Tsimanouskayas 'følelsesmæssige, psykologiske tilstand', som forbundet formulerer det.

Det har den hviderussiske sprinter afvist.

Opdateret klokken 13:05 med oplysninger om, at Krystsina Tsimanouskaya er blevet tilbudt politisk asyl af Polen.

Facebook
Twitter