IOC-bossens charmeoffensiv i OL-værtslandet er startet i modvind: Kaldte japanerne for kinesere

Thomas Bach, præsidenten for IOC, kom ved en fejl til at kalde det japanske folk for kinesere.

Onsdag har IOC-præsident Thomas Bach mødt Japans premierminister, Yoshihide Suga. (Foto: Kimimasa Mayama © Ritzau Scanpix)

Det skulle have været et møde, hvor præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité, Thomas Bach, skulle takke de japanske OL-værter og udadtil skabe ro omkring sikkerheden for legene, der starter på fredag i næste uge.

Der var bare lige en lille detalje ved de ord, som præsidenten fik leveret til formanden for Tokyos OL-komité, Seiko Hashimoto.

Han kaldte det japanske folk for kinesere.

- IOC står ved jeres side. Vi sidder i én båd, og vi ror med fuld styrke i samme retning.

- Vores fælles mål er et trygt og sikkert OL for alle. For atleterne, for de delegerede og vigtigst af alt Kinas… Japans folk, sagde Thomas Bach.

Du kan se episoden i videoen:

Det blev hurtigt opdaget af de japanske medier og er bestemt ikke positivt for Thomas Bach, som i forvejen er en upopulær herre blandt det japanske folk.

En frisk meningsmåling fra denne uge viser blandt andet, at kun 22 procent af den japanske befolkning mener, det er en god ide at afholde OL.

Det japanske folks utilfredshed er ikke noget nyt, for siden coronatilfældene i den grad begyndte at stige i Japan i begyndelsen af året, har størstedelen af den japanske befolkning takket nej til OL.

Coronasituationen i landet har samtidig været skyld i, at IOC og organisationskomitéen bag OL i sidste uge måtte meddele, at disciplinerne i Tokyo skal afholdes uden tilskuere. Kun regioner uden for Tokyo må have japanske tilskuere til stede, men også en række af disse områder har lukket ned for tilskuere.

Ved mødet deltog blandt andre IOC-præsident Thomas Bach (til venstre) og præsident for Tokyo 2020, Seiko Hashimoto (nummer to fra højre). (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

Japanere vil stoppe Hiroshima-besøg

Udover at Thomas Bach for japanerne er et af de tydelige billeder på, at OL bliver gennemført mod befolkningens interesse, så bliver han også kritiseret for den charmeoffensiv, han er på i disse uger op til OL.

Da han ankom til Japan i sidste uge, florerede hashtagget ’Bach Go Home’ (tag hjem Bach) på de sociale medier, ligesom en gruppe protesterede foran IOC’s hotel i Tokyo, hvor han var i isolation.

I gruppen af de fremmødte blev der holdt et skilt, hvor der stod ’Don’t go to Hiroshima’ (tag ikke til Hiroshima), som henviste til det besøg, Bach har planlagt til på fredag.

En gruppe, der tirsdag aften havde indsamlet 40.000 underskrifter, har opfordret politikerne i Hiroshima til at aflyse præsidentens besøg, fordi gruppen mener, at Bachs besøg er politisk motiveret. At præsidenten rejser fra Tokyo, som er hårdt ramt af corona, til Hiroshima, er også en del af gruppens bekymring.

Det skriver det japanske medie Kyodo News.

Thomas Bach skal besøge mindeparken i byen, som er dedikeret til dem, der omkom under atombombningen i 1945. Her vil præsidenten lægge blomster ved mindesmærket.

IOC-præsident Thomas Bach (til venstre) mødte onsdag premierminister Yoshihide Suga for blandt andet at tale om sikkerheden under OL. (Foto: Kimimasa Mayama © Ritzau Scanpix)

- Vi vil bekræfte vores forpligtelse til fred i fredens by, Hiroshima, har han tidligere udtalt omkring besøget.

Inden fredagens besøg har Thomas Bach besøgt Japans premierminister, Yoshihide Suga, til en snak om de sikkerhedsforanstaltninger, arrangørerne vil overholde for at sikre japanernes sikkerhed.

På mødet, der blev afholdt onsdag, fortalte den japanske premierminister, at han håber, 'at IOC vil gøre en indsats, så alle atleter og interessenter fuldt ud overholder' restriktionerne, så de ikke kommer i kontakt med den japanske befolkning.

Noget, som den kinesiske delegation ellers har kritiseret. Mandag kunne det kinesiske medie Xinhua fortælle, at landets sejlforbund havde fået lov til at gå blandt lokale og turister.

- Selvom holdene fra forskellige lande bor på separate etager, mødes lokale turister med olympiske atleter i lobbyen og restauranten, fortæller Zhang Xiadong, der er chef for sejlforbundet.

OL i Tokyo begynder 23. juli og varer frem til 8. august.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk