Japanerne vakler om OL, og nu følger landets største stjerne trop: ’Aflysning bør diskuteres’

Den japanske tennisstjerne Naomi Osaka mener, at man bør genoverveje afholdelsen af OL i Tokyo

Japanerne var mødt talstærkt op til (Foto: PHILIP FONG © Scanpix)

Villigheden til at afholde sommerens olympiske lege i Tokyo er stor. I hvert fald hvis man spørger de japanske arrangører og den Internationale Olympiske Komité (IOC).

Så sent som i midten af april slog begge organisationer fast, at OL bliver gennemført, og at en aflysning ikke er inde i overvejelserne.

Men vender man blikket mod den japanske befolkning, vejer stemningen i den stik modsatte retning.

Flere meningsmålinger de seneste måneder viser, at et flertal i den japanske befolkning ønsker en aflysning, ligesom flere end 318.000 mennesker i skrivende stund har signeret en underskriftsindsamling, hvis mål er at aflyse OL.

Indtil nu har kritikken været båret af personer uden for kridtstregerne, men nu åbner en af Japans største sportsstjerner, tennisspilleren Naomi Osaka, munden i debatten om afholdelsen af OL.

På et pressemøde i forbindelsen med WTA-turneringen i Rom blev Osaka spurgt ind til hendes mening om det kommende OL i sit hjemland.

- Selvfølgelig vil jeg have, at OL bliver afholdt. Jeg er atlet, og jeg har ventet på det hele mit liv. Men der er så mange andre vigtige ting, der er sket det sidste år.

- Hvis legene udsætter folk for risici, og hvis de føler sig usikre, bør det bestemt diskuteres, sagde verdens nummer to på pressekonferencen.

Naomi Osaka er en af Japans største sportsstjerne. Den 23-årige tennisspiller mener at man bør diskutere en aflysning af OL i Tokyo (Foto: KELLY DEFINA © Scanpix)

Hospital råber vagt i gevær

Japan oplever lige nu en kraftig stigning i antallet af cortonatilfælde, og undtagelsestilstanden i hovedstaden Tokyo er netop blevet forlænget til slutningen af maj.

Det har blandt andet betydet at IOC-chef Thomas Bach ikke kan besøge Tokyo i midten af maj som ellers var planlagt.

De mange coronatilfælde kan også mærkes på landets hospitaler. I vinduerne på Tachikawa Sogo Hospitalet i Tokyo er der blevet opsat et banner med teksten ’Kapaciteten er nået. Stop OL. Det er utåleligt. OL er umuligt’.

Også lederen af Japans største oppositionsparti er kritisk over for afholdelsen af OL.

- Desværre er vi nødt til at sige, at det er umuligt at beskytte det japanske folks liv, sundhed og levebrød, hvis vi afholder OL og Paralympics, sagde Yukio Edano, ifølge det japanske nyhedsbureau Kyodo News, mandag i det japanske parlament.

- Det ville være uacceptabelt, hvis det at gennemføre OL, gør det muligt at bringe nye varianter af coronavirus ind fra udlandet, sagde Edano.

Og noget kunne tyde på, at befolkningen er på linje med oppositionspolitikeren. Søndag blev der afholdt en testkonkurrence på det olympiske stadion i Tokyo med flere end 400 atleter. Konkurrencen var uden publikum, men uden for stadion var japanerne mødt talstærkt op med opfordringen om at aflyse OL.

  • Søndag blev der afholdt et testarrangement på det olympiske stadion i Tokyo. (Foto: Kyodo © Scanpix)
  • Udenfor stadion var der massivprotest mod afholdelsen af sommerens OL i den japanske hovedstad. (Foto: Kyodo © Scanpix)
  • Søndagen protest kommer i kølvandet på flere meningsmålinger, som viser, at den japanske befolkning i overvejende grad er imod afholdelsen af OL. (Foto: Cezary Kowalski / SOPA Images © © Cezary Kowalski / SOPA Images)
1 / 3

Testevents giver håb om coronasikker OL

Søndagens testkonkurrence var den seneste i en lang række af events, hvor sikkerheden i forbindelse med OL er blevet testet.

En af de atleter, som var med til testen, var den amerikanske atletikstjerne Justin Gatlin. Og den 39-årige sprinter havde kun rosende ord til overs for arrangørerne.

- Jeg følte mig sikker. Denne konkurrence var en forløber til, hvordan OL vil blive afholdt. Ved at opretholde en boble for atleterne, kan både de og den japanske befolkning føle sig sikre. Jeg ved, at mange atleter ikke bliver glade, men denne løsning vil holde alle sikre, og jeg tror, det vil fungere, sagde Gatlin, ifølge BBC, efter testkonkurrencen.

Det har været afholdt mere end 11 testarrangementer den seneste måned, og der er ikke blevet reporteret coronatilfælde. Fire af testarrangementerne har inkluderet atleter fra udlandet.

De udskudte olympiske lege i Tokyo afholdes efter planen fra 23. juli til 8. august 2021. Umiddelbart efter følger de paralympiske lege fra 24. august til 5. september. Begge arrangementer bliver uden udenlandske tilskuere, mens det i løbet af juni bliver afgjort om japanske tilskuere vil få adgang til legene.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk