Jesper Hansen byttede 'helvede' ud med sølvmedalje: 'I morges tænkte jeg ikke, at det var realistisk'

Med en sølvmedalje til OL har skeetskytten Jesper Hansen nu stået på skamlen til alle de store mesterskaber.

Sådan ser et sølvsmil ud. Jesper Hansen viser stolt medaljen frem. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Det var ikke så skeet endda.

Nej, faktisk kunne det næsten ikke være bedre, lød den umiddelbare reaktion fra skeetskytten Jesper Hansen, der mandag blev den første, danske medaljetager ved årets OL, da han skød sig til en sølvmedalje.

For selvom han tidligere har ramt plet med både guld ved EM og VM, så dufter det alligevel af noget særligt, når OL-ringene er graveret i medaljen.

- Det er fantastisk, at jeg er nået hertil, hvor jeg også har en OL-medalje. Det var den sidste medalje, jeg manglede. Så det kan faktisk ikke være bedre, lød det stolt fra den danske sølvmedaljetager.

Det lå ikke ligefrem i kortene, at Jesper Hansen overhovedet skulle med videre i finalen.

For at sikre finalepladsen måtte han i morges ud i en dramatisk omskydning, efter kvalifikationen var blevet indledt problemfyldt.

Derfor var selvtilliden heller ikke skudt helt i vejret, da han stod op, erkender den danske sølvvinder.

- I morges tænkte jeg ikke, at det var realistisk, at jeg ville stå her.

Hør Jesper Hansen sætte ord på OL-sølvet i videoen herunder. Og se ham stolt vise meldajen frem. Selvom han havde lidt svært ved at finde den i kufferten:

Fristet til at gå efter mere

Men pyt.

Jesper Hansen sneg sig med videre i finalen og indledte med et fire skarpe skud, der pulveriserede lerduerne i en lilla sky.

I anden serie var der en enkelt forbier fra danskeren, og det betød, at han efter de første ti skud lå nummer fire. Finske Eetu Kallioinen, USA's Vincent Hancock og Kuwaits Abdullah Alrashidi ramte nemlig alle ti.

Men heldigvis handler skeetskydning ikke kun om at indlede stærkt, men også om at holde et stabilt niveau fra første til sidste due.

Og dét gjorde Jesper Hansen.

Han luskede langsomt frem i feltet, mens konkurrenterne alle skød en smule forbi.

Kun amerikaneren var ikke til at overhale, da han satte olympisk finalerekord med 59 ud af 60 træffere.

Jesper Hansen endte med i alt fem forbier, et stort smil og en sølvmedalje.

Tre af de fem fejlskud kom, da sølvmedaljen var sikret. Derfor var Jesper Hansen tæt på lykkelig efter konkurrencen.

- Selvom jeg ikke fik kravlet det sidste skridt op ad stigen, så er jeg meget tilfreds.

Med medaljen fik danskeren nemlig samtidig skudt en ond drøm fra Brasilien til hjørne. For fem år siden gik han også ind til OL som medaljefavorit, men endte som nummer fem.

- OL i Rio nagede mig ad helvede til. Dengang var jeg i god form, og jeg mente, at jeg skulle have haft en medalje. Men i dag er jeg endnu bedre form, lyder det med et smil fra 40-årige Jesper Hansen, der samtidig ikke udelukker, at han også står på standpladsen til OL i Paris om tre år.

- Selvfølgelig bliver jeg fristet til at gå efter mere.

Bronzemedaljen gik til Kuwaits Abdullah Alrashid, mens amerikaneren Vincent Hancock vandt guldmedaljen i konkurrencen. Han snuppede også OL-guldet da Danmark senest fik sølv i skeetskydning i London i 2012.

Dengang hed den danske medaljetager Anders Golding.

Facebook
Twitter