Medaljemagneten Blume kunne ikke holde tårerne tilbage: 'Der sker bare et eller andet i kroppen'

Hun er den anden danske svømmer til at vinde tre OL-medaljer.

Pernille Blume har været på podiet ved et OL for tredje gang. (Foto: Dr © DR)

Pernille Blume trådte i dag op på en olympisk medaljeskammel for tredje gang i karrieren.

Søndag nat dansk tid svømmede hun sig til bronze i Tokyo i 50 meter fri.

Men selvom den danske svømmer altså efterhånden har en vis erfaring med den slags højstemte ceremonier, så påvirker det stadig den den 27-årige svømmers tårekanaler.

- Det er bare altid specielt at være på skamlen. Der er mange følelser.

- Jeg ved godt, at det lyder lidt mærkeligt, men når man først får den medalje på og mærker, hvor tung den er, så sker der bare et eller andet i kroppen, siger hun til DR Sportens udsendte, mens tårerne igen presser sig på.

Se interviewet med den overvældede og lykkelige danske medaljevinder:

For atleterne er det lille skridt op på skamlen ved et OL ofte kulminationen på mange års forudgående slid.

Af samme grund føles det også så forløsende, at følelserne ofte tager over, fortæller Pernille Blume, der nu har prøvet det tre gange.

- Man ser det danske flag, og for et lille land som Danmark, så er vi på podiet. Det er bare fem års hårdt arbejde for at stå der et kort øjeblik, siger hun.

Se medaljeoverrækkelsen, hvor Blume fik bronze:

Med medaljen i Tokyo og de to, hun vandt i 2016 i Rio, skrev Pernille Blume samtidig et lille stykke dansk svømmehistorie.

Hun er den første danske svømmer til at vinde medaljer ved to OL. Bonusinfo for OL-nørderne, der også var ny viden for hovedpersonen selv.

- Nej, det vidste jeg overhovedet ikke. Sejt. Jeg tager den, griner hun.

Med bronzemedaljen tangerer Pernille Blume samtidig svømmekollegaen Karen Margrethe Harups medaljetotal på tre. Hun vandt sine ved OL i London i 1948. En af guld og to af sølv.

Pernille Blume har allerede afsløret, at hun satser på også at deltage ved OL i Paris i 2024, hvor hun altså kan fortsætte sin medaljehøst.

Facebook
Twitter