Nu kører Mørkøv for sin egen sejr: ’Han er ikke tilfreds med andet end guld’

Efter 13 år uden parløb på OL-programmet vil Michael Mørkøv være olympisk mester. Tidligere makker Alex Rasmussen forventer intet mindre.

”Nu tager I det guld, vi ikke fik i Beijing.”

Alex Rasmussen sender beskeden, lige inden Michael Mørkøvs afrejse til Tokyo.

Svaret kommer prompte: ”Ja, vi gør.”

Ved OL i Beijing i 2008 blev det til en sjetteplads til de to tidligere parløbsmakkere.

Efter 13 år uden parløb på OL-programmet skal sjettepladsen i morgen formiddag blive til guld, når banedisciplinen er tilbage, og det nye makkerpar Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen kører for Danmark.

- Michael er ikke tilfreds med andet end guld, og det forventer jeg også, siger Alex Rasmussen, der nu agerer ekspert og kommentator i banecykling under OL.

Det nye makkerpar vandt EM i 2019 og VM i 2020, og under dette års Tour de France hjalp Michael Mørkøv i sin rolle som leadout-mand holdkammeraten Mark Cavendish først i mål i fem ud af de 21 etaper.

I leadout-rollen, der fører sprinteren frem i feltet og slipper ham som den sidste inden slutspurten, er Michael Mørkøv de senere år blevet et af de helt store navne med rosende omtale i medierne.

Egentlig har den 36-årige Quick Step-rytter fra Rødovre imponeret som leadout-mand i længere tid, men stjernen udadtil er som regel sprinteren, der som den første kører over målstregen.

- Michael er holdets mand, en vigtig arbejdshest, som altid har været enormt værdsat internt, men nu roser omverden og medierne ham også for han arbejde. Den form for ros og omtale er noget, jeg tror, han har søgt efter, så det er fedt, han endelig mærker det, siger Alex Rasmussen.

  • Verdens bedste leadout-mand, Michael Mørkøv, får opmærksomhed fra medierne som aldrig før. Her i mål på fjerde etape af Tour de France i år. (Foto: Claus Bonnerup © 2020 Claus Bonnerup)
  • Under dette års Tour de France hjalp Michael Mørkøv i sin rolle som leadout-mand holdkammeraten Mark Cavendish først i mål i fem ud af de 21 etaper. Her ses blandt andre Michael Mørkøv og britiske Mark Cavendish på 11. etape. (Foto: Stephane Mahe)
1 / 2

Missede stor OL-chance

Da Michael Mørkøv i 2009 vandt sit første VM i parløb med Alex Rasmussen, var han opsat på at jagte guldet ved OL i London i 2012.

Men kort efter VM blev disciplinen taget af OL-programmet til stor skuffelse for guldparret. For de vidste, at det ville have været deres store chance for at blive olympiske mestre.

12 år efter Michael Mørkøvs første VM-sejr er han heldigvis kun blevet bedre på både landevejen og i baneløb, og det er der en særlig grund til.

Modsat Alex Rasmussen, som kunne vinde guld den ene dag og ikke gide cykle den næste, har Quick Step-rytteren altid været organiseret og ville aldrig i byen eller spise slik. Han ville bare cykle.

Michael Mørkøv har formået at holde ud i en rutinepræget hverdag, der typisk har bestået af sunde måltider, seks til otte timers træning, en gang massage og tidlig sengetid.

En livsstil, der til tider clashede med den tidligere og ”mere vilde” parløbsmakker.

- Da vi havde vundet VM i holdløb i 2009, drak jeg en øl med de andre. Det synes Michael var useriøst, for vi skulle køre parløb dagen efter. Han gav mig det dér forældreblik: ”Kom nu, Alex." Men jeg var flyvende under parløbet, og vi vandt jo guld, siger Alex Rasmussen.

  • - Vi komplementerede hinanden godt. Michael havde brug for én, der var lidt mere vild end ham, siger Mørkøvs tidligere parløbsmakker, Alex Rasmussen. Her ses de under 6-dagesløbet i Ballerup Arena i 2015. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix Denmark)
  • De tidligere parløbsmakkere under 6-dagesløbet. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix Denmark)
1 / 2

Den helt store stjerne

Mere end et årti efter det umage par missede medaljerne i OL i Beijing, kan Michael Mørkøv igen kalde sig verdensmester op til den store begivenhed i Tokyo.

Her kan fliden og strukturen, der har ført ham dertil, dog ende med at blive hans største udfordring. Rytteren har så godt styr på sig selv inden og under et løb, at han har overskud til at bekymre sig om sine holdkammerater.

Er de klar? Vil de køre løbet og intervallerne som planlagt? Vil skiftene være gode?

- Så kan han ende med at glemme at fokusere på sig selv, siger Alex Rasmussen.

Han er ikke i tvivl om, at Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen havde vundet guld, hvis OL var afholdt i 2020. Det var dog inden corona, og nu har Danmark ikke kørt mod de andre nationer i halvandet år.

Derudover er der risiko for, at de andre rotter sig sammen mod de forsvarende verdensmestre og sætter dem ud af spil. En lignende situation udfoldede sig netop ved OL i Beijing, efter Danmark vandt sølv i holdløb, og Michael Mørkøv og Alex Rasmussen ville gentage medaljesuccesen i parløb.

Ved OL i Beijing i 2008 efter Danmark vandt sølv i holdforfølgelsesløbet. Michael Mørkøv (nr. 2 fra venstre) og Alex Rasmussen (ydderst til venstre) skulle senere kæmpe om medaljerne i parløb, hvor de måtte nøjes med en sjetteplads. (Foto: STEFANO RELLANDINI © Scanpix Denmark)

Men hver gang, danskerne rykkede frem, fulgte de andre med, og pludselig konkurrerede makkerparret om sjettepladsen.

- De skal gøre løbet så hårdt for de andre, at der ikke går taktik i den ligesom dengang, for alle vil have øjnene på de to, siger Alex Rasmussen.

For nu er Michael Mørkøv den helt store stjerne sammen med makkeren Lasse Norman Hansen.

Et prædikat, der betyder meget for holdets mand og arbejdshest. For selvom han endelig har fået omverdenens anerkendelse for at være den bedste leadout-mand, giver det ikke en plads på skamlen og en medalje over hovedet.

Men det kan han opnå på den olympiske bane, og derfor er jagten på parløbsguldet i Tokyo et af Michael Mørkøvs vigtigste karrieremål. Og måske også sidste chance for den 36-årige rytter.

- Han har altid ofret sig for de andre som leadout-mand, så de kunne blive stjerner. Nu vil han gerne være den, der vinder, og have lov til at stå oppe på skamlen og blive hyldet, siger Alex Rasmussen.

Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen skal i aktion lørdag kl. 09:55 dansk tid. Løbet kan følges på Discovery.

Her ses Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen, efter de vandt VM i parløb i marts 2020. De vandt også EM året før. (Foto: Kacper Pempel © Ritzau Scanpix)
FacebookTwitter