Økonomisk støtte giver OL-atleter ro i maven: 'Det er ikke rart at skulle låne penge af sine forældre'

Anne-Marie Rindom og Anna Emilie Møller er nogle af de OL-atleter, der får et ekstra års økonomisk støtte frem mod OL næste sommer.

Sommerens OL skulle efter planen være afholdt fra 24. juli til 9. august - med deltagelse af Anne-Marie Rindom (til venstre) og Anna Emilie Møller. (Foto: Jens Nørgaard Larsen og Aleksandra Szmigiel © (c) Ritzau Scanpix)

Det blev meldt ud i slutningen af marts, at den olympiske ild skulle brænde lidt længere i Japan. De Olympiske Lege skulle på grund af coronavirusset udsættes til 2021.

En beslutning, som på daværende tidspunkt ikke fyldte alverden hos OL-sejleren Anne-Marie Rindom.

- I starten var jeg meget: "Nå ja, okay, fint nok. OL er udsat, nu kan vi i det mindste slappe lidt af. Så må vi tage de store spørgsmål senere."

- De spørgsmål kom jo så i slutningen af maj og i starten af juni, hvor bekymringen også kom: "Hvordan får jeg det næste år til at hænge sammen?", uddyber hun.

En økonomisk usikkerhed, som den 29-årige sejler fik vished om mandag.

Anne-Marie Rindom og flere andre OL-atleter fik nemlig nyheden om, at de får et ekstra års økonomisk støtte til OL-forberedelser efter udskydelsen af OL i Tokyo. Det skriver DIF og Team Danmark i en fælles pressemeddelelse.

Det er i alt otte millioner kroner i direkte økonomisk støtte, der skal fordeles på 50 atleter fra 12 forskellige forbund.

Atleterne tildeles en fast månedlig støtte frem til og med OL i Tokyo, lyder det.

En månedlig støtte, som skaber glæde og tryghed hos sejleren.

- Nu kan jeg beslutte mig for at satse på min træning – og jeg skal ikke have dårlig samvittighed over at låne penge af mine forældre, for at få det hele til at hænge sammen, siger Anne-Marie Rindom, der vandt OL-bronze i 2016 i Laser Radial.

- Nu har jeg jo også en vis alder. Det er ikke rart at skulle låne penge af sine forældre til at få det til at løbe rundt. Det gør bare hele hverdagen meget mere enkel.

Anne-Marie Rindom blev i 2019 kåret som verdens bedste sejler på tværs af bådtyper.

Anne-Marie Rindom sikrede sig en bronzemedalje i Laser Radial ved OL 2016. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Mere tid til at fokusere på OL

Den økonomiske støtte kommer også til at gøre en forskel hos forhindringsløberen Anna Emilie Møller.

- Det betyder rigtig meget. Det er fedt, at man får den ekstra støtte frem mod OL. Det gør, at jeg ikke er tvunget til at have et arbejde ved siden af studie og min sport.

- Der er jo rigtig mange omkostninger i forbindelse med sporten også. Både i form af rejser og træningslejre. Ting, udover det jeg bruger for at få dagligdagen til at hænge sammen, siger den 22-årige atletikudøver.

Anna Emilie Møller blev ved OL i 2016 den yngste kvindelige atletikudøver Danmark nogensinde har sendt i aktion ved et OL. Derudover blev hun Danmarks første kvinde nogensinde til at stille op til OL i 3000 meter forhindringsløb.

Efter udskydelsen af OL herskede der en del tvivl om, hvorvidt de allerede kvalificerede atleter ville være kvalificeret til legene i 2021 også. I slutningen af marts blev det meldt ud, at blandt andre Anna Emilie Møller beholder sin plads efter udskydelsen.

Anna Emilie Møller har deltaget i forhindringsløb ved OL i 2016. Hun har ligeledes sat flere danske rekorder. (Arkivfoto). (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Anne-Marie Rindom blev udtaget til det kommende OL af DIF's bestyrelse i maj. Udtagelsesstævnerne var aflyst, så man valgte at udtage Rindom for at sikre arbejdsro frem mod sommerens lege næste år.

En arbejdsro som mandag blev sikret gennem den økonomiske støtte.

- Det betyder alt. Det betyder, at man kan arbejde med ro og mag i et års tid mere – og at man ikke skal ud at finde et arbejde, og bekymre sig om at der kommer en indtægt.

- Det har været meget usikkert og man har jo håbet på det bedste – og det er så sket nu, så det er dejligt, uddyber Rindom.

Anne-Marie Rindom er kvalificeret til sit tredje OL i træk – Anna Emilie Møller til sit andet.

I den kommende tid vil der også blive givet direkte støtte til udvalgte paralympiske atleter, så de også kan optimere træningsforholdene og forberedelserne frem mod PL, der afvikles i august/september i forlængelse af OL i Tokyo, står der i pressemeddelelsen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter