OL-atleterne vandt armlægningen med værterne: ’Beslutningen blev nærmest taget for dem’

OL-udsættelsen giver OL-arrangørerne en økonomisk udfordring, siger DR Sportens kommentator.

OL-udsættelsen giver OL-arrangørerne en økonomisk udfordring, siger DR Sportens kommentator.

Der bliver ikke OL til sommer.

Tirsdag blev det officielt bekræftet, at OL i Tokyo, der skulle være afholdt fra 24. juli til 9. august, nu udskydes.

I stedet skal OL i Tokyo afholdes i 2021.

Det blev besluttet efter et telefonmøde mellem præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité, Thomas Bach, og Japans premierminister, Shinzo Abe.

OL-udsættelsen kommer i kølvandet på, at Den Internationale Olympiske Komité, IOC, så sent som i søndags meddelte, at OL-arrangørerne havde givet sig selv en fire ugers-tidsfrist til at vurdere, om OL kunne afholdes til sommer som planlagt eller ej.

Men siden steg presset på IOC og de japanske arrangører af Tokyo 2020 markant fra både atleter og nationale og internationale idrætsforbund, som anmodede om at få OL udskudt.

Og det fik OL-arrangørerne til at droppe deres egen fire ugers-tidsfrist, skifte kurs og i stedet komme med en hurtigere udmelding, vurderer DR Sportens kommentator, Henrik Liniger.

- Hvis IOC havde troet, at de kunne købe sig tid med fire ugers-fristen, så gjorde de det stik modsatte. Nærmest hver eneste time de seneste dage, har vi set store lande melde ud, at de ønskede en udsættelse. Så presset på IOC og Japan steg enormt inden for de seneste døgn, og det er nok det, de reagerer på med udsættelsen nu, siger Henrik Liniger.

- Hvis ikke IOC selv havde taget den her beslutning meget snart, så var den nærmest blevet taget for dem, i og med at flere og flere lande hele tiden har meldt fra. Og det har IOC ikke brudt sig om.

Den olympiske ild skulle efter planen have indledt sin rejse på japansk jord i Fukushima på torsdag. Men nu er OL udskudt til 2021. (Foto: Issei kato © Scanpix)

IOC er de seneste dage blevet kritiseret for at nøle og mangle den nødvendige handlekraft i en alvorlig situation. Flere atleter har appelleret til IOC om at tage ansvar og ejerskab over beslutningen om udskydelse i stedet for at afvente verdenssituationens udvikling.

Og flere atleter har udtrykt utilfredshed over, at de skulle udsætte sig selv for en uforsvarlig sundhedsrisiko ved at fortsætte deres træning og OL-forberedelser.

En af dem har været OL-guldvinderen i stangspring fra 2016 - grækeren Katerina Stefanidi.

- Det her handler ikke om, hvordan tingene er om fire måneder. Det her handler om, hvordan tingene er lige nu, skrev hun på Twitter.

- IOC vil have os til at fortsætte med at risikere vores helbred, vores familiers helbred og offentlighedens helbred ved at træne hver dag.

Så hvad var ideen overhovedet fra IOC, da de i søndags gav sig selv en fire ugers-tidsfrist, som nu de har skrottet før tid?

- IOC havde måske i deres drømme tænkt, at de kunne komme med en udmelding om lang tid, hvor der så lå en fuldstændigt færdigt plan for, hvad de så gør i stedet i forhold til afholdelse, sponsorer og samarbejdspartnere.

- Men virkeligheden har overhalet dem kraftigt, så de har set sig nødsaget til at offentliggøre udskydelsen, inden de har afklaret alt det, der følger med den beslutning. Det skal de så til nu.

Hvornår Tokyos nye nationalstadion kan danne ramme om OL, er endnu ikke afgjort. (Foto: Kimimasa Mayama © Scanpix)

Udsættelsen af OL efterlader IOC og de japanske arrangører af Tokyo 2020 i en større økonomisk tovtrækning, vurderer Henrik Liniger.

For hvem skal betale for den her udsættelse? Skal det være de japanske arrangører eller IOC?

Derudover kan der også forventes store genforhandlinger med sponsorer og tv-rettighedshavere.

Og her har det været en vigtig brik i beslutningsprocessen, at USA's Olympiske og Paralympiske Komité mandag meddelte, at de ville have sommer-OL i Tokyo udskudt grundet coronavirus-pandemien.

USA sender flere atleter af sted til OL end noget andet land, og de amerikanske selskaber Coca Cola og Visa er OL's største sponsorer.

- USA er den vigtigste kommercielle samarbejdspartner for IOC. Og i og med USA har meldt så klart ud, at de støtter en udsættelse, har det ryddet rigtig meget af vejen for IOC i forhold til at kunne annoncere en udsættelse.

Jagten på nye datoer

Spørgsmålet melder sig nu: Hvornår skal OL så afholdes?

Et af de mange bud er, at OL rykkes fra sommeren 2020 til sommeren 2021, ligesom Det Europæiske Fodboldforbund har gjort med EM i fodbold.

For at give plads til OL i Tokyo, hvis sommerlegene skal udskydes til sommeren 2021, har arrangørerne af atletik-VM tilbudt at rykke deres VM i august 2021 til en anden dato.

Det meddelte Det Internationale Atletikforbund, World Athletics, mandag aften.

VM i atletik står til at skulle afvikles i Oregon i USA fra 6. til 15. august 2021.

- Det er en kæmpe sten, der er flyttet af vejen. Tidspunktet virker oplagt. I et normalt år efter OL vil VM i atletik faktisk være verdens største sportsbegivenhed, så at få fuld opbakning fra World Athletics var en melding IOC havde brug for.

- Ud fra et økonomisk synspunkt kunne IOC nok godt drømme om, at OL kun skal kortvarigt udskydes. Det vil være den billigste løsning, hvis det stadig kan afholdes i 2020. Men spørgsmålet er, om atleterne kan nå at forberede sig ordentligt, og om det overhovedet er realistisk at afholde OL i efteråret i forhold til verdenssituationen med coronavirus, siger Henrik Liniger.