OL i Tokyo udsættes til 2021.
Tirsdag deltog Japans premierminister, Shinzo Abe, i et telefonmøde med præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité (IOC), Thomas Bach, og her har premierministeren foreslået at udskyde OL i et år.
På det japanske premierministeries Twitter-profil bekræftes det, at Thomas Bach og IOC er gået med til at udskyde OL til 2021.
Årsagen til at de japanske OL-arrangører ønsker at udskyde OL, er udbruddet af coronavirus.
Sommerens OL skulle efter planen være afholdt fra 24. juli til 9. august.
Men den plan skal nu laves om. For IOC-præsidenten Thomas Bach støtter de japanske OL-arrangørers forslag om at udskyde legene til 2021.
Under de nuværende omstændigheder og på baggrund af de oplysninger, som WHO har leveret, har IOC-præsidenten og Japans premierminister konkluderet, at legene i Tokyo skal udsættes til en dato efter 2020, men ikke senere end sommeren 2021, for at beskytte atleternes sundhed, alle involverede i de olympiske lege og det internationale samfund.
Arrangørerne er samtidig blevet enige om, at den olympiske flamme bliver i Japan, og at legene vil beholde navnene OL og PL Tokyo 2020
Et stigende pres
OL tilslutter sig nu den lange række af store sportsbegivenheder, der skulle være afholdt i foråret og sommeren i år, men som er udskudt på grund af den globale virusspredning.
Japans ønske om OL-udsættelsen kommer i kølvandet på, at Den Internationale Olympiske Komité, IOC, så sent som i søndags meddelte, at OL-arrangørerne havde givet sig selv en fire ugers-frist til at vurdere, om OL kunne afholdes til sommer som planlagt eller ej.
Men siden søndag er presset for at tage en hurtigere beslutning steget markant på IOC og de japanske OL-arrangører.
Flere og flere atleter og nationale og internationale idrætsforbund har de seneste dage meldt sig på banen med et klart budskab: De ønskede OL udskudt.
Først meddelte Canadas Olympiske Komité, at Canada ikke vil deltage i sommer-OL, hvis det afholdes i juli, på grund af risikoen for spredning af coronavirus.
Kort tid efter meddelte Den Australske Olympiske Komité, at den havde fortalt sine atleter, at de skal forberede sig på, at OL afholdes i sommeren 2021.
- Det står klart, at OL ikke kan afholdes i juli, sagde Australiens chef de mission, Ian Chesterman.
Også formanden for Det Internationale Atletikforbund, IAAF, Sebastian Coe, og det indflydelsesrige USOPC, USA's Olympiske og Paralympiske Komité, har erklæret, at sommer-OL i Tokyo burde udskydes.
Og nu får de altså deres vilje.
Hvonår OL i Tokyo skal finde sted i 2021 er endnu uvist.
Men Det Internationale Atletikforbund, World Athletics, vil være villig til at flytte VM i atletik, som er planlagt i august 2021, for at gøre plads til OL der. Det meddelte World Athletics mandag aften.
En opgørelse fra Johns Hopkins University, der hele tiden opdaterer antallet af smittede og døde af coronavirus, viser tirsdag, at der er registreret 1140 smittetilfælde i Japan. 42 af de smittede i landet er døde, mens 285 personer er erklæret virusfri efter at have været smittet