Nattens PL-højdepunkter: Dansk medalje i bordtennis

Både Peter Rosenmeier og Daniel Wagner Jørgensen var i finalen ved PL i Rio.

Natten til mandag var leveringsdygtig i den første danske medalje. Peter Rosenmeier var nemlig i finalen i bordtennis, og kort efter den kamp skulle Daniel Wagner forsøge at overraske i 200-meterfinalen på atletikstadion.

I artiklen her får du en kronologisk gennemgang af nattens højdepunkter. Hvis du bare vil have det hele på én gang, så skal du klikke på play øverst i billedet.

Klokken: 23.25: Rosenmeier spiller finale

Bordtennisfinalen i klasse seks, den klasse med de mest hæmmende handicaps, er på papiret en sand drømmefinale. Peter Rosenmeier og spanske Alvaro Valera var på forhånd seedet til en plads i finalen. Det levede de op til, og spørgsmålet er så om spanieren også lever op til favoritværdigheden?

Kampen endte 5-11, 12-10, 6-11, 11-9, 11-6.

Klokken 00.08: Daniel Wagner løber finale

Kort efter Peter Rosenmeiers triumf er det Daniel Wagner Jørgensens tur til at løbe finale i 200 m. Han stiller også op i længdespring og 100 m, og nattens finale er den disciplin, han prioriterer lavest.

Det afholder dog ikke Daniel Wagner fra at have høje ambitioner om at sætte personlig rekord.

Klokken 01:05: Peter Rosenmeier får sin guldmedalje

Lad os komme tilbage til bordtennishallen, hvor Peter Rosenmeier skal på podiet og hente sin fjerde PL-medalje i bordtennis. Ligesom i 2008 er medaljen denne gang af guld, og det betyder også at ”Der er et yndigt land” kommer til at gjalde ud over højtaleranlægget i Brasilien.

Medaljen bliver i øvrigt overrakt af ”piskeriset” John Petersson, der er tidligere paralympisk svømmer. I dag er han næstformand i Dansk Handicap Idrætsforbund.

Bonus: Vejrmøller og nigeriansk twerk

Der skal meget til at klemme sig ind i en kavalkade med højdepunkter, når Peter Rosenmeier har vundet Danmarks første guldmedalje.

Derfor slutter vi af med en jubelscene ud over det sædvanlige. Den er leveret af den nigerianske kuglestøder Lauritta Onye, der allerede tidligt i konkurrencen har sat verdensrekord. Det udmønter sig naturligvis i en guldmedalje – og den bliver i den grad fejret.

Facebook
Twitter