Der var masser af plads til smil hos både Peter Rosenmeier og Michal Jensen, selvom de netop var blevet slået ud af holdturneringen i bordtennis ved de paralympiske lege.
Efter først et nederlag til de to danskere i double og efterfølgende til Peter Rosenmeier i single, sluttede holdkampen 2-0 til Tyskland.
Særligt den ene af de tyske modstandere, Jochen Wollmert, voldte store problemer med sin aparte spillestil, fortæller en grinende Peter Rosenmeier.
- Han spillede meget specielt, og boldene kom meget specielt, så det krævede noget tilvænning. Han spillede i princippet baghånd over hele bordet, for hans arme sad helt forkert. Men han gjorde det utrolig godt og fandt nogle vanvittige vinkler.
Den 51-årige tysker har tre gange vundet guld ved de paralympiske lege i en klasse for spillere med et lidt mindre handicap end Peter Rosenmeier.
Slipper for røvfuld
På trods af nederlaget, der blev de danske batmænds sidste optræden i Rio, var der ingen sure miner. Næsten hellere slutte med en tæt kamp, frem for at gå videre og uundgåeligt få store klø i næste runde mod en overlegen modstander, lyder ræsonnementet fra Peter Rosenmeier.
- Vi vidste, at vi havde en chance for at vinde den her kamp, og det synes jeg også, at vi viser. Men så havde det også været slut. Selvfølgelig ville vi gerne være gået videre, men var vi det, så var vi også blevet sendt hjem med en ordentlig røvfuld. Så måske var udmærket at slutte af med en lige kamp.
Med det sportslige overstået kunne fokus i stedet rykkes over på fejringen af den guldmedalje, som Peter Rosenmeier vandt i singlerækken.
- Mon ikke vi skal ud og fejre hans guldmedalje? Det har vi slet ikke haft tid til endnu, så det er nok planen fremadrettet, siger doublemakkeren Michal Jensen.