Curling-skipper om den store OL-opmærksomhed: Det gør ondt at blive svinet til

De til tider hårde erfaringer fra Sochi i 2014 gør, at Rasmus Stjerne denne gang føler sig bedre rustet til at træde ind i OL-rampelyset.

Curling!

Er det ikke den der spøjse sportsgren med de tunge sten, hvor deltagerne fejer med koste på is, og som kun lige popper op hver fjerde år i forbindelse med vinter-OL?

Sådan kunne et svar lyde, hvis man spurgte en sportsinteresset dansker om det mere end 500 år gamle spil.

Ifølge Danmarks bedste curlingspiller – skipper Rasmus Stjerne – så er der nok noget om snakken. I hvert fald når det gælder den del, der handler om kun at dukke op i folks bevidsthed kortvarigt hvert fjerde år.

En VM-sølvmedalje er nemlig for en curlingspiller langtfra ensbetydende med glitter, glamour og stjernestatus.

- Det er ikke sådan, at jeg bliver bedt om at skrive autografer, når jeg køber ind nede i supermarkedet. Det passer mig personligt rigtig fint. Så kan jeg bare fortsætte med at være den curling-spillende Rasmus fra Hvidovre, fortæller skipperen for de danske curlingherrer med et lille smil om munden, da vi møder ham i idrættens hus i Brøndby inden afrejsen til PyeongChang i Sydkorea, hvor vinterlegene skydes i gang d. 9. februar.

Rasmus Stjerne er på vej til sit andet OL, og den 29-årige skipper måtte i 2014 ved selvsyn konstatere, hvordan interessen for ham op til og under legene i Sochi nærmest eksploderede fra nul til 100. Med den voldsomme eksponering fulgte også et par mindre gode oplevelser.

- Det gør ondt, når en tilfældig dansker skriver til en, at man virkelig er dårlig. Det oplevede jeg ved OL sidste gang. Når en privat besked med sådan et budskab tikker ind, så rammer det en. Man har lyst til at tage til genmæle, men det gør man ikke. Jeg har heller ikke behov for at læse artikler a la ’Se curling-skipper tude på tv’, eller hvad folk nu kan finde på at skrive.

- Hvis man syntes, at det var stort på sociale medier i Sochi for fire år siden, så bliver det jo nok bare endnu større den her gang. Det bliver vi nødt til at lægge en strategi for at tackle. Der er folk der vil en noget godt, men der er også folk derude, der er lidt mindre konstruktive, hvis man skal sige det pænt, fortsætter Rasmus Stjerne.

Det svære

Internt blandt de fem spillere på det danske curlinghold har man derfor snakket igennem, hvordan man skal forholde sig til disse ting under legene og konklusionen er blevet, at det er op til den enkelte, hvordan og hvor meget, man vil være på sociale medier under OL-turneringen.

- Vi har en rimelig klar aftale om, at dem fra holdet der vil være på sociale medier under OL, de skal have lov til at være det. Jeg er selv mere typen, som lægger det lidt på hylden, mens jeg er afsted til OL. Når jeg så er hjemme igen, kan jeg kigge på de gode beskeder, og de mindre rare beskeder kan jeg slette med det samme.

Hvordan undgår man rent konkret at skærme sig fra de her ting, når man har en mobiltelefon med apps, der står og blinker med ulæste beskeder og notifikationer?

- Det handler om disciplin, men det er svært. Jeg bruger selv messenger til at kommunikere med mine venner til hverdag, så det er svært at lave et clean cut. Hvis der ligger en besked til en, så er det svært ikke at læse den. Jeg lægger min normale telefon væk under OL og får en anden, som jeg kan bruge, mens jeg er i Sydkorea.

På holdet er man selvfølgelig også bevidste om, at det også handler om at udnytte, at man befinder sig i rampelyset, og at dette kun for alvor sker en gang hver fjerde år. Derfor kommer der også til at være aktivitet på holdets facebook-side undervejs i PyeongChang.

- Oliver (Dupont, red.) er primus motor på vores facebook-side, hvor vi vil gerne have folk til at følge med i, hvad vi laver, og hvad vi oplever. Vi vil jo gerne delagtiggøre folk i så meget som muligt. Vi føler, at vi også er forpligtet til at dele ud, når det er knapt så sjovt. Og når det ikke går så godt, så er flere også ude med riven efter en.

Skærmer debutanter

Rasmus Stjerne, Johnny Frederiksen og Mikkel Poulsen er holdets tre spillere med OL-rutine og derfor forsøger skipperen også at være med til at forberede debutanterne Oliver Dupont og Morten Berg Thomsen på, hvad der venter der dem, når tv-stationer, radiofolk og skrivende journalister står klar i hobetal.

- Man kan forklare ligeså meget man vil, men debutanterne vil stadig opleve den massive virak der følger med, når man er til OL for første gang. Det handler om, at vi rutinerede skal skabe en base for de nye og udvise en ro og en sikkerhed. Vi skal hjælpe dem med at holde fokus på selve curling-turneringen.

- Der er mange medier og masser af alt muligt, som vi ikke er vant til. Vores opgave bliver derfor at gå forrest og skærme dem lidt af, så det ikke er dem, der skal rende rundt til alt muligt mediehalløj.

Sportspsykolog: Hellere for lidt end for meget

De danske curlingspillere har, for at være bedst muligt forberedt på presset fra bl.a. sociale medier under OL, også sparret med Team Danmarks kommunikationsafdeling og organisationens sportspsykolog Jakob Hansen. Og ifølge sidstnævnte, så handler det om at være klædt på til, hvad der venter og vide, hvordan man vil reagere i en given situation.

Træner Mikael Qvist (t.v.) sammen med de danske curlingherrer. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

- Det handler om, at atleterne skal kende til de sociale mediers spilleregler og opnå en selvindsigt omkring, hvordan de bliver påvirket af eventuelle negative kommentarer. Det er jo utrolig nemt for folk at komme med kommentarer, så udøverne skal derfor finde ud af, om det er noget der forstyrrer, eller om det er noget, de bare kan trække på skuldrene af og smide væk.

- Nogen bliver så påvirkede, at de vælger at lukke helt ned under større mesterskaber. Andre bruger eksempelvis facebook, som de plejer, men lader være med at læse kommentarer. Det er også en mulighed at bruge sociale medier helt som vanligt og læse beskeder og kommentarer og så bare smide det negative væk.

Og skulle udøverne ikke være helt sikre på, hvordan de vil reagere på hårde ord og kritiske kommentarer, så er rådet fra Jakob Hansen klart:

- Er man som atlet i tvivl, så skal man hellere bruge sociale medier for lidt end for meget. Jeg har før oplevet, at sociale medier ved større mesterskaber har taget en masse energi fra atleter og derfor har jeg måtte fraråde dem helt at være på.

Canadisk og svensk klasse

De danske curlingherrer har under OL brug for at kunne kanalisere al energi ud i spillet på isen, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at spille med om medaljer. Går det hele op i den berømte højere enhed er bronzen nemlig indenfor rækkevidde, lyder vurderingen.

- Canada og Sverige er storfavoritter, og de har domineret de seneste år. Efter dem kommer der et felt på fem-seks nationer, som er meget jævnbyrdige. Udover os selv er det Schweiz, Skotland, USA, Japan og Sydkorea. Rammer vi vores gode dage, så ligger vi helt i toppen af det felt, men på vores mindre gode dage havner vi i bunden, lyder analysen fra Rasmus Stjerne.

Skipperen vil dog ikke ud med nogen konkret placering, når talen falder på holdets målsætning.

- Vi går efter at kunne tage fra OL med en følelse af, at vi har kunne spille med om sejren til sidst i samtlige ni kampe. Kan vi det, så vil vi være lykkelige.

Højt oppe og langt nede

De seneste år har budt på et par regulære rutsjebaneture for Rasmus Stjerne & co.

Først var der VM-sølvmedaljerne i 2016, hvorefter det ikke lykkedes at kvalificere sig til VM i 2017. Derfor måtte man ud i en ekstra kvalifikation for at indløse billet til legene i PyeongChang og i det sidste og afgørende opgør mod værtsnationen Tjekkiet lykkedes det så for de danske curlingmænd at sikre sig adgang til OL.

- Vi har været højt oppe at flyve og været meget langt nede. Det er blevet en styrke for os, at vi har vist, at vi kan tackle den her modgang. Et OL kan hurtigt give noget modgang, for der er meget pres på.

- Vi er lidt ligesom bokseren der nogle gange knockouter modstanderen, men andre gange selv bliver sendt til tælling. Vi har et virkelig højt topniveau, som vi også gerne skal ramme ved OL. Vi vil i hvert fald være totalt velforberedte, så det ikke er noget uden for curlingbanen der gør, at vi ikke er på toppen, slutter Rasmus Stjerne.

De danske curlingherrer skal i aktion første gang under OL onsdag d. 14. februar. Modstanderen er Sverige.

Facebook
Twitter