De rigtige curlingbørn: Syv af ti danske OL-deltagere har curling i blodet

Ti curlingdanskere indtager isen til vinter-OL onsdag. Tre af dem er søskende, og i alt er syv af dem er vokset op med sporten.

Hvor curling i resten af verden er velkendt og velspillet, er det i Danmark nærmest noget, man er født ind i. Og så er der de få mønsterbrydere, der af mere tilfældige årsager fejede deres vej ind i eliten.

Ifølge herreholdets skipper, Rasmus stjerne, har alle curlingbørnene fået interessen for nichesporten ind med modermælken.

- Det hænger på grænsen til indavl, men vi er mange af os, der er vokset op med curling helt tæt på og har forældre, der har spillet, siden vi blev født, siger skipper Rasmus Stjerne.

Skipper på kvindeholdet, Madeleine Dupont, så op til begge forældre, der også spillede professionelt i flere år.

- Min far spillede en del år, og min mor ikke helt så længe, men alligevel. De har gjort et eller andet for at holde os fast. Jeg ved ikke præcis, hvad det er, men vi holdt i hvert fald ved, siger Madeleine Dupont.

Mønsterbryderne

Med på både kvinde- og herreholdet er der også nogle enkelte mønsterbrydere, der har fundet vej til sporten på egen hånd.

- Jeg havde nogle gode kammerater, som begyndte til curling i sin tid, og så har det hængt fast lige siden, siger Morten Berg Thomsen.

Udover søstrene Madeleine og Denise Dupont har to andre kvindelige spillere også kæmpet sig med på OL-holdet.

I forhold til Dupont-søstrene, lå det ikke helt så meget i kortene for hverken Lina Knudsen eller Mathilde Halse. Men det ændrede ikke på, at de heller ikke kunne slippe curling, da de først var kommet i gang.

- Jeg havde en veninde, der dyrkede curling, og hun hev mig med ud for at prøve, Det var hyggeligt, og jeg hang fast, siger Lina Knudsen.

- Jeg startede her for fire år siden, da jeg så de Olympiske Lege. Så tog jeg til noget åbent hus, hvor jeg vandt et medlemskab, og nu står jeg her, siger Mathilde Halse.

Curlingforbundet i Danmark er en lille sportsgren med 19 klubben, under 2000 udøvere og under 100 elitespillere.

Men for de to danske hold er konkurrencen ikke mindre betydelig af den årsag.

- Vi har nogle forældre, der går meget op i det - både på deres egne vegne tidligere og nu, hvor vi er på toppen af vores karriere, slutter Johnny Frederiksen.

De to danske curlinghold indleder den olympiske turnering på onsdag.

Ovenover kan du se hele indslaget om curlingfamilien og mønsterbryderne.