Dispensation afvist: Danmark får kun én atlet med til vinter-PL

Daniel Wagner Jørgensen bliver Danmarks eneste deltager ved legene i Pyeongchang.

Det bliver kun snowboarderen Daniel Wagner, der får fornøjelsen af at repræsentere Danmark ved de Paralympiske Lege i Pyeongchang, som skydes i gang den 9. marts.

Det står klart efter den Internationale Paralympiske Komité (IPC) onsdag gav afslag på den dispensation, som Parasport Danmark havde anmodet om på vegne af Kristian Schou Hedegaard.

Kristian Schou Hedegaard kørte sæsonens bedste resultat hjem for nylig med en tredjeplads ved de åbne tjekkiske mesterskaber i Rokytnice, men det var altså ikke nok for IPC, og det ærgrer elitechefen i Parasport Danmark, Michael Møllgaard Nielsen.

Håbede på fire alpinister

- Vi har haft et håb om, eftersom vi har haft fire alpinister i spil, at vi realistisk set kunne få to af dem med, så det er en skuffelse, at vi ikke lykkes med at få i hvert fald én, helst to, med, siger Michael Møllgaard Nielsen, der tilskriver det flere ting.

- Der er flere årsager til, at det ikke lykkedes. Dels fordi vejen er noget længere, end vi egentlig troede. Samtidig sker der nogle individuelle ting, som skader og sygdomme, som gør det svært at klare kvalifikationskravene, når der er få konkurrencer, siger Michael Møllgaard Nielsen.

Endnu ingen målsætning

Daniel Wagner Jørgensen stiller op i to snowboard-discipliner, og Michael Møllgaard Nielsen vil endnu ikke komme med en præcis målsætning for, hvor langt han kan komme til vinter-OL. Men en medalje er bestemt ikke helt urealistisk, mener elitechefen.

Danmarks enlige deltager ved PL, har tidligere vundet to PL-medaljer, men det har været ved sommer-PL. Her han nemlig både i 2012 og 2016 vundet bronze i længdespring.