TILBAGEBLIK Kun legene i 1998 har åbenlyst været bedre

DR Sportens Marco de los Reyes har i det historiske lys set nærmere på, hvor godt Danmarks OL har været.

Viktor Hald Thorup (til venstre) på vej mod sin 5. plads ved OL i Pyeonchang. Kurt Stille (øverst til højre) opnåede en 9. plads som sit bedste OL-resultat. Det bedste resultat af alle har det kvindelige curlinglandshold (nederst til højre) opnået med sølvet i 1998.

Både Team Danmark og Danmark Idrætsforbund har i dag fastslået, at legene i Pyeongchang set med deres øjne har været en skuffelse - selv om Viktor Hald Thorup i går sikrede Danmark en 5. plads i hurtigløb på skøjter - Danmarks bedste individuelle resultat ved vinter-OL nogensinde.

- Det er selvfølgelig svært at generalisere over samtlige danske præstationer, men der er ingen tvivl om, at det samlet set har været et skuffende dansk vinter-OL. Selvom nogle af atleterne kvalificerede sig til vinter-OL på de alleryderste mandater, så havde vi alligevel forventet bedre præstationer over en bred kam, lyder det således fra Morten Schram Rodtwitt, der er chef de mission for det danske hold.

Viktor Hald Thorup var naturligvis lykkelig efter sin 5. plads i finalen i massestart. (Foto: Kimimasa Mayama © Scanpix)

Og her er meldingen fra Team Danmark-direktør Lone Hansen:

- Overordnet set må vi konstatere, at resultaterne har været skuffende. Vores målsætning var top seks for herrecurlingholdet og for speedskating. Viktor Hald Thorups femteplads er rigtig flot og viser et spændende potentiale, men især indenfor curling er det tydeligt, at konkurrenceniveauet er skærpet. Den indsats, der tidligere var nok til topplaceringer, rækker ikke længere. De andre nationer har flyttet sig og arbejder på et højere professionelt niveau. Det vil vi sammen med Dansk Curling Forbund forholde os til, når vi kommer hjem og evaluerer vinter-OL.

Historisk set

Statistik kan selvfølgelig vendes og drejes på mange måder. Der er således forskel på, hvor mange der har været med i de forskellige discipliner, hvor bred verdenseliten har været i den enkelte sportsgren, og hvor mange danskere, der har været med ved det enkelte OL. Men historisk set har dette OL på sin vis altså ikke været så slemt, som man kan tro, når man ser konklusionerne fra Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund.

Hvis man eksempelvis ser på de top 20-resultater, som Danmark har haft gennem tiderne og bruger dem til at kigge på, hvordan Danmark har klaret sig, markerer dette OL sig faktisk ret godt.

Herunder er en oversigt over alle danske top 20-placeringer i vinter-OL-historien.

2018 Viktor Hald Thorup, hurtigløb på skøjter: 5. plads Herrelandshold, curling: 10. plads Kvindelandshold, Curling 10. plads Stefan Due Schmidt, hurtigløb på skøjter: 13. plads Elena Rigas, hurtigløb på skøjter: 17./18. plads

2014 Kvindelandshold, curling: 6. plads Herrelandshold, curling: 6. plads

2010 Kvindelandshold, curling: 5. plads Herrelandshold, curling: 8. plads Catherine Grage, hurtigløb på skøjter: 14. plads. Julie Lomholdt, snowboard-cross: 14. plads

2006 Kvindelandshold, curling: 8. plads

2002 Herrelandshold, curling: 7. plads Kvindelandshold, curling: 8. plads Anja Bolbjerg, pukkelpist: 15. plads

Curlinglandsholdet, der vandt OL-sølv i Nagano i 1998. (Foto: MORTEN JUHL © Scanpix)

1998 Kvindelandshold, curling: 2. plads Michael Tyllesen, kunstskøjteløb: 9. plads Anja Bolbjerg, pukkelpist: 13. plads Mike Kildevæld. snowboard: 15. plads

1994 Michael Tyllesen, kunstskøjteløb: 13. plads

1992 Anisette Torp-Lind, kunstskøjteløb: 15. plads

1988 Lars Drelser, kunstskøjteløb: 14. plads

Kurt Stille ses her ved et opvisningsløb på Peblingesø i København. (Foto: Karl Nord Sørensen © Scanpix)

1964 Kurt Stille, hurtigløb på skøjter: 9. og 12. plads

1960 Kurt Stille, hurtigløb på skøjter: 13. og 17. plads

1952 Per Cock-Klausen, hurtigløb på skøjter: 14. plads

1948 Per Cock-Klausen, hurtigløb på skøjter: 14. plads

Et kigger på sommer-OL

Der er ingen tvivl om, at det folkelige aftryk, som et OL sætter, først og fremmest bygger på de bedste resultater, der er opnået. Derfor giver det også mening at se en liste over top 20-resultaterne ved diverse vinter-lege.

Når sommer-OL i Rio de Janeiro i 2016 til evig tid vil fremstå som fantastisk godt for Danmark, er det, fordi Danmark vandt hele 15 medaljer - heraf to af guld. De færreste tænker over skuffelserne. Som eksempelvis kajakroeren Rene Holten Poulsen, der før OL nærmest var Danmarks største guldhåb, men som endte på en 6. plads.

Men tilbage til vinter-OL.

Hvis vi kigger på ovennævnte top 20-placeringer, er det kun vinter-legene i Nagano i Japan i 1998, der åbenlyst har været bedre end legene i Pyeongchang.

i 2011 stillede Sophie Fjellvang-Sølling op i Vild med dans, som hun vandt sammen Silas Holst. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Om legene i år har været bedre end dem i 2010, kan så diskuteres. Her bør man måske også nævne, at Sophie Fjellvang-Søllings opnåede en 21. plads i skicross.

Mange deltagere

Meget sigende er OL i år og OL i 2010 de to gange, hvor Danmark har haft flest deltagere med. 17 har været med i Sydkorea, mens 18 var med i Vancouver. Også dengang blev det diskuteret, om Danmark havde for mange deltagere med. Igen fordi nogle af dem klarede sig ret skidt.

Lad os prøve at se, hvad Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund dengang konkluderede.

- OL i Vancouver har kastet både positive og negative erfaringer af sig. Og dem ser jeg frem til at få belyst i samarbejde med OL-staben, atleterne, trænerne, de involverede forbund og Team Danmark. Det var et rekordstort dansk OL-hold med to grupper af atleter: En gruppe med 12 Team Danmarkstøttede atleter, som desværre ikke indfriede resultatmålene, og en gruppe med seks atleter, som blot havde det mål at distancere så mange konkurrenter som muligt. Bortset fra Cathrine Grage er denne gruppe med på baggrund af de lempede OL-krav. Vi anerkender atleternes store indsats og OL-deltagelse efter de gældende, danske OL-krav, udtalte Danmarks Idrætsforbunds formand Niels Nygaard.

Og Team Danmarks daværende formand, Carls Holst, havde denne udmelding:

- De Team Danmark-støttede atleter levede ikke op til forventningene. Men der skal ikke herske tvivl om, at de gjorde deres yderste. Og der er helt sikkert ikke nogen, der er mere skuffede end atleterne, som har trænet intensivt i årevis for netop at levere varen ved OL. Men sådan er vilkårene i international topsport. Nu vil vi sammen med atleterne og forbundene evaluere forløbet og finde ud af, hvordan vi frem mod de kommende vinterlege, kan medvirke til bedre sportslige resultater.

Færre deltagere

Helt som ventet stillede Danmark også op med færre deltagere ved de efterfølgende lege i Sochi Rusland. Udover to curlinglandshold havde Danmark Christoffer Faarup med i alpin skiløb og Martin Møller, der også har været med denne gang, i langrend.

Martin Møller fra lørdagens 50 kilometer, hvor han sluttede sidst - af dem, der fuldførte. (Foto: Kai Pfaffenbach © Scanpix)

Mon ikke de aktuelle udmeldinger fra Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund tyder på, at Danmark ved vinter-OL i Beijing i Kina i 2022 har knap så mange deltagere med som denne gang.

Det skal helt klart tilføjes, at det kun er fornuftigt, at Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark ser nærmere på, hvordan Danmark i fremtiden kan opnå bedre resultater. Ikke mindst fordi der var flere skuffende præstationer i Pyeongchang - det er alle vidst enige om.

Og som tidligere nævnt kan statistik vendes og drejes, og det nævnes, for andre kunne sikkert have valgt at sammenligne med tidligere Olympiske Lege ud fra nogle andre tal, end tilfældet er her.

Men under alle omstændigheder og især takket være Viktor Hald Thorups 5. plads, Danmarks bedste individuelle resultat nogensinde ved vinter-OL, vil legene i Pyeongchang til trods for de kritiske udmeldinger af mange i høj grad blive husket for noget positivt.